63-årig dømt for at true byggemand med stolpe

Nægtede på forhånd, inden dom faldt i retten

Af
Jens Berg Thomsen

ret En 63-årig mand fra Farum er blevet idømt 14 dages betinget fængsel for at have truet en byggeprojektleder ved en renovering af nogle lejligheder i byen. Episoden skete den 14. marts i år om formiddagen, hvor den 63-årige ifølge dommen fra Retten i Lyngby hævede en afmærkningscylinder eller stolpe, som om han ville slå, og at han råbte af projektlederen.

Den 63-årige havde på forhånd nægtet tiltalen om, at han ville havde opsøgt og truet byggeprojektlederen. Han forklarede ifølge dommen, at han stod over for at skulle rejse til udlandet til en syg slægtning, og at han derfor havde bedt om at få noget arbejde udført i sin lejlighed så hurtigt som muligt. De havde aftalt, at arbejdet skulle udføres torsdag eller fredag. Episoden skete en mandag. Den 63-årige erkendte at have råbt af projektlederen. Han havde også hånden på markeringscylinderen, men han havde ikke taget den op, forklarede han i retten.

Byggeprojektlederen forklarede i retten, at han inden episoden havde bedt manden om at ringe til ham. Da telefonopkaldet faldt, ville den 63-årige have byggeprojektlederen op i lejligheden nu, men projektlederen forklarede ham, at det ikke kunne lade sig gøre lige nu. Den 63-årige kom ned fra sin lejlighed og råbte blandt andet "idiot", og det fik projektlederen til at bede ham forlade stedet, da det var en arbejdsplads. Byggeprojektlederen afviste at have kaldt den 63-årige noget racistisk. Det mente den 63-årige ellers, at han havde gjort. Ifølge projektlederen tog den 63-årige stolpen op og svingededen.

Efter episoden havde byggeprojektlederen standset arbejdet. Han forklarede i retten, at han havde været sygemeldt de følgende dage, og at han havde været dybt berørt af episoden. Byggeprojektlederen har ikke arbejdet på stedet siden - blandt andet fordi, der havde været nogle trusler fra nogle sønner i området.

Et vidne til episoden forklarede i retten, at projektlederen var gået hen mod den 63-årige som "en amerikansk bryder", står der i retten. Byggeprojektlederens kollega kunne ikke huske, om der var blevet råbt, at den 63-årige ville slå byggeprojektlederen "ihjel". Han så dermod den 63-årige holde stolpen og forklarede i retten, at han troede, at han ville slå.

Retten fandt byggeprojektlederens forklaring "troværdig og detaljeret", og den støttedes også af en mobiloptagelse fra stedet

Publiceret 09 December 2018 09:00