En 33-årig mand fremstilles i grundlovsforhør klokken 12.45 efter en voldsepisode torsdag. Arkivfoto Foto: Rigspolitiet

Trafikvold: Lastbilchauffør amok med koben på 41-årig mand

Af
Martin Warming

OPDATERET LØRDAG 16 FEBRUAR KLOKKEN 11.00:

Dommeren valgte at løslade den 33-årige mand fra Næstved. Politiet opretholder dog sigtelsen mod ham. Det har ikke været muligt for Furesø Avis at få oplyst, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

En 41-årig mand fra Farum fik torsdag formiddag tæsk med et koben, da en lastbilchauffør gik amok på ham.

Politiet fik anmeldelsen klokken 10.22. Kort forinden havde der været uenighed mellem bilisten og lastbilchaufføren, en 33-årig mand fra Næstved, om korrekt kørsel, hvilket havde fået de to parter til at holde ind til siden og stige ud af deres køretøjer i krydset ved Ring 4/Åvej.

Den 33-årige lastbilchauffør var så gal i skralden, at han tildelte den 41-årige mand fra Farum flere slag med et koben. Den 41-årige mand fik blandt andet en flænge over øret, en flænge på underarmen samt en hævet overarm.

Lastbilchaufføren kørte efterfølgende fra stedet, men flere vidner havde set optrinnet og noteret oplysninger om lastbilen, og efter forudgående aftale blev den formodede gerningsmand anholdt uden dramatik klokken 13.16 på en rasteplads uden for Roskilde.

Den 33-årige mand fra Næstved bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby i dag fredag klokken 12.45.

Publiceret 15 February 2019 11:17