Arkivfoto

Arkivfoto

Politijagt: Indbrudstyve flygtede fra kørende bil og blev anholdt

Efter et kreativt flugtforsøg lykkedes det Nordsjællands Politi at fange to ud af tre indbrudstyve i Farum. Politihunde blev sat efter tyvene, der sprang ud af en kørende bil.

Af
Louise Mørch Vilster

Politijagt. Natten til søndag fik to indbrudstyve benene på nakken efter et kreativt flugtforsøg fra Nordsjællands Politi i Farum. Det skriver politiet på deres Facebookside. Ved hjælp af hunden Picasso lykkedes det at lægge den ene af tyvene i håndjern og kort efter anholdte politiet en tredje indbrudstyv, som også var en del af indbrudsholdet.

Politiet fik en anmeldelse om indbrud på en adresse i Farum, og da de nærmede sig adressen, kørte en bil fra stedet, som vækkede deres mistanke.

"Heldigvis har vi på vores patruljebiler monteret en lygte, som vi kan styre fra bilerne, og den rettede vi straks mod den mistænkelige bils indre. I den sad to personer, som tilsyneladende ikke syntes om at blive belyst. I hvert fald accelererede de kraftigt og forsøgte at køre fra os – men så let gik det ikke".

"Vi trykkede speederen i bund og fulgte efter, og heldigvis skulle det hurtigt vise sig, at de formodede indbrudstyve ikke var videre kendte i området. I forsøget på at slippe fra os var de nemlig kørt ned af en blind vej, og som bekendt er der kun én vej ud derfra, og den spærrede vi", skriver Nordsjællands Politi.

Firbenede venner kom på sagen

De formodede indbrudstyve havde dog ikke tænkt sig at give op helt så let, og i stedet for at standse bilen valgte de at springe ud af bilen, mens den endnu kørte. Derfor blev politiets to firbenede venner Picasso og Willy sat på sagen, og Picasso fik hurtigt færten af den ene formodede gerningsmand.

Få minutter senere kunne politiet derfor anholde og sigte ham for det omtalte indbrud. På trods af en ihærdig søgen fandt Willy ikke den anden formodede gerningsmand. Politiet fandt dog hurtigt en tredje indrudstyv fra samme indbrud.

"Undervejs traf vi en anden mand, som vi gerne ville snakke nærmere med grundet hans tilstedeværelse nær gerningsstedet i denne sene nattetime. Og en visitation senere kunne vi konstatere, at han medbragte et koben samt koster fra netop det indbrud, vi var ved at undersøge. Derfor måtte også han se sig anholdt og sigtet for det", skriver Nordsjællands Politi.

Da politiet efterfølgende ransagede flugtbilen, var der ud over remedier til brug ved indbrud også smykker, som de formoder stammer fra yderligere indbrud, de to anholdte er mistænkt for. De blev derfor fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i knap fire uger.

Publiceret 05 September 2019 11:30