Bag den store lagerhal, hvor Spejdernes Genbrug holder til, er der blevet opsat en stor markise. På den måde står de donerede møbler på salgsdagen, den første lørdag i måneden, i ly for eventurel regn. Arkivfoto.

Bag den store lagerhal, hvor Spejdernes Genbrug holder til, er der blevet opsat en stor markise. På den måde står de donerede møbler på salgsdagen, den første lørdag i måneden, i ly for eventurel regn. Arkivfoto.

Respekt for genbrugsmøbler

Spejdernes Genbrug har fået forbedrede forhold for de mange møbler, borgerne donerer

Af
Helene Stolle

Når Spejdernes Genbrug på lørdag åbner dørene for februarsalget, er det med en god nyhed for både kunder, medarbejdere og ikke mindst møbler. Der er nemlig blevet opsat en stor markise, der vil sikre, at de mange møbler kan stå i ly for eventuel regn.
"Vi skylder de mange mennesker, der vælger at donere os noget af deres indbo, at vi passer ordentligt på det", siger Søren Ohlsen, formand for Spejdernes Genbrug.
Han fortæller, at markisen kan dække et området på godt 80 m2.
"Det sikrer, at donationerne ikke står og går til, hvis den månedlige salgsdag rammes af regn eller fugtigt vejr. Samtidig kan kunderne se på varerne uden at blive våde, og endelig gør det jo heller ikke noget, at vores medarbejdere også får lidt bedre arbejdsforhold", lyder det fra Søren Ohlsen.
Formanden for det populære genbrugsmarked lægger ikke skjul på, at han på lørdag glæder sig til at rulle den nye markise ud.
"Det har længe været en torn i øjet på os, at vi ikke har haft bedre mulighed for at passe på møblerne. Og længe har vi drøftet, hvad der kunne gøres samtidig med, at der også er en række forhold, der skal være i orden i forhold til både brandmyndigheder og teknisk forvaltning.
"Trods vores forskellige indstilling til muligheden, har vi nu fundet en god løsning", siger han.
På lørdag 4. februar er der igen åbent hos Spejdernes Genbrug kl.10-13. Denne gang har bogafdelingen sat særlig fokus på "gamle bøger", lyder det fra Joan Krog, der er afdelingskoordinator i Bogafdelingen.

Publiceret 31 January 2012 11:30