Teodor Bok pryder rådhuset

Furesø Kunstforening har valgt den skulptur, som Anker Hansen har doneret til det nye rådhus

Entreprenørfirmaet Anker Hansen, som har stået for byggeriet af det nye Furesø Rådhus, har doneret et kunstværk til udsmykning af det nye hus. Før jul bad Anker Hansen Furesø Kunstforening om at være behjælpelig med at udvælge et kunstværk, der ville være passende til rådhuset.

Læs også: Bok begejstrer i kulturhuset: De fleste værker blev solgt på ferniseringsdagen 

“Valget var faktisk ikke så svært, for i samme periode var der i Farum Kulturhus en af de mest spændende udstillinger i mange år: den nu afdøde maler og billedhugger Teodor Bok. Han blev født i Polen i 1947 og emigrerede senere på grund af antisemitisme. Han bosatte sig i Danmark i 1974. Hans holdninger til xenofobi og magtmisbrug ses tydeligt i de mangefacetterede værker”, fortæller Helene Lund, der er sekretær i kunstforeningen.

Fik du læst: Tocifret millionordre til lokal virksomhed

Fornylig blev kunstværket af Teodor Bok overrakt til Furesø Kommune, og der er både symbolik og spændende visuelle udtryk i det donerede værk, og ved overrækkelsen udtrykte både repræsentanterne for Anker Hansen og borgmester Ole Bondo Christensen tilfredshed med kunstforeningens valg.

Formand for Furesø Kunstforening, Lene Bjerre Herdel, begrundede valget af Boks skulptur ved overrækkelsen:

“Den er en fin repræsentation af institutionen rådhus. Mange ting kan læses ind i og ud af skulpturen. Jeg ser et hus på to søjler (fornuft og følelse). Søjlerne er grønlige (vækst). Huset er sammensat af mange dele, som tilsammen skaber magtbasen. Ud af bygningen pibler en lille tåre eller bloddråbe. Magten kræver blod, sved og tårer. Men den er også skrøbelig. Som Furesøborgere siger vi tak til Anker Hansen for den flotte gave, og som Kunstforening siger vi tak for opgaven, som vi tog imod med entusiasme”.

hhs

Publiceret 03 February 2018 06:30

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV