Nyt posthus åbner på tirsdag

Det er den fortsatte stigning i nethandlen, der får PostNord til at åbne endnu et posthus i Farum - denne gang på Farum Hovedgade

Af
Helene Stolle

Det bliver fra på tirsdag den 6. marts muligt at hente og sende pakker fra endnu et sted i Farum. PostNord har nemlig besluttet at åbne endnu et posthus i byen, nærmere betegnet hos Godteposen på Farum Hovedgade 27.

Hos Godteposen kan man hente og sende pakker og breve samt købe frimærker og pakkeporto, og man kan benytte sig af posthustilbuddet i hele Godteposens åbningstid mandag til torsdag mellem klokken 11 og 21, fredag og lørdag fra klokken 11 til 22 og søndag fra klokken 12 til 21.

 

Fik du læst:Mand på knallert fulgte efter to små piger i Hareskovby

“Vi glæder os til at få posthus i butikken, og vi har en forventning om, at posthuset vil være med til at gøre Godteposen til et omdrejningspunkt i lokalområdet”, siger Saqib Shah, der er indehaver af Godteposen, i en pressemeddelelse fra PostNord.

Han lægger ikke skjul på, at han mener, at posttilbuddet i slikbutikken - hvor man i øvrigt også kan købe sandwich og kaffe - er en ekstra service for kunderne.

Bente Larsen, der er dristrikschef hos PostNord er heller ikke i tvivl om, at et ekstra posthus i Farum vil skabe glæde for borgerne.

Fik du læst: En epoke er slut: Irma lukker på Værløse Bymidte 

 

“Det er en stor glæde, at vi med det nye posthus kan øge tilgængeligheden og gøre det endnu lettere for særligt borgerne i den vestlige del af Farum, når pakkerne fra den stigende nethandel skal hentes og sendes”, siger hun i pressemeddelelsen.

Med åbningen af posthuset hos Godteposen kan borgerne altså nu hente og sende breve og pakker to steder i Farum - posthuset i Kvickly fortsætter.

Publiceret 01 March 2018 08:39

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV