Lokal klub:

Kom og prøv kræfter med landevejsløb

Alle unge op til 16 år har mulighed for at prøve kræfter med landevejscykling. Det sker på tirsdag den 20. marts

Af
Helene Stolle

Er du også vild med cykler og fart men alligevel aldrig har deltaget i et cykelløb, så har du muligheden nu - vel at mærke, hvis du ikke er ældre end 16 år. Værløse Farum Cykelklub (VFC, red.) arrangerer nemlig et medaljeløb nu på tirsdag den 20. marts med start klokken 17 fra Skovgårds Allé 37 i Værløse. Og du kan sagtens være med, selvom du ikke har en racercykel - alle former for cykler kan nemlig bruges i løbet.

Værløse Farum Cykelklub har eksisteret siden 1979, og gennem tiderne har klubben være stor og toneangivende med flere kendte medlemmer og cykelryttere som Ole Ritter og Jimmi Madsen. Det fortæller Troels Haudrum Larsen, der udover at være medlem af klubbens bestyrelse også er træner i klubben.

Fik du læst: Nye tiltag skal skabe mere ro: Politiet har taget andre og hårdere metoder i brug i Farum Midtpunkt

I dag har Værløse Farum Cykelklub stor fokus på at træne børne- og ungdomsryttere, og det er netop i den forbindelse, at klubben inviterer alle interesserede til medaljeløbet på tirsdag.

“Vi ønsker selvfølgelig at gøre flere børn og unge interesserede i cykelsporten, for der er plads til mange flere børn og unger i klubben”, siger Troels Haudrum Larsen og fortæller, at trænerteamet udover ham selv består af to andre mænd og en kvinde, der alle er tidligere eller aktive cykelryttere.

“Der er fokus på, at alle skal have det sjovt, og at de unge hele tiden udvikler sig til at blive bedre på cyklen”, siger han og fortæller, at klubben har en pigerytter, Ida Michaelsen, der ved Seksdagesløbet for ungdomsryttere i år, var makker med cykelstjerne Brian Holms søn.

Hvis du har lyst til at prøve kræfter med landevejscyklingen på tirsdag, skal du bare dukke op i god tid inden klokken 17 - og husk at tage din egen cykel med. Alle deltagere får medalje for deres præstation, guld, sølv eller bronze, alt efter hvor hurtigt ruten, der er 2,74 kilometer lang, gennemføres.

Fik du læst: Nu sker det: Hangår 3 bliver til fælleshus

Hvis du skulle få interesse for landevejscyklingen, er der ingen krav om, at man skal anskaffe sig en dyre racercykel. I Værløse Farum Cykelklub kan man nemlig leje en racercykel det første år for 500 kroner.

“Der skal nok blive taget godt imod alle nye”, lyder det fra Troels Haudrum Larsen.

Læs mere på vfc.dk

Publiceret 13 March 2018 12:53

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV