Enhedslistens Øjvind Vilsholm vil ikke være med til at lockoute næsten alle kommunens medarbejdere og dermed bl.a. lukke alle kommunens skoler og daginstitutioner. Foto: pr-foto.

Enhedslistens Øjvind Vilsholm vil ikke være med til at lockoute næsten alle kommunens medarbejdere og dermed bl.a. lukke alle kommunens skoler og daginstitutioner. Foto: pr-foto.

Vilsholm opfordrer byrådet:

"Furesø skal ikke deltage i en lockout"

Hvis det står til Enhedslistens Øjvind Vilsholm, så skal Furesø ikke deltage i den varslede lockout - heller ikke selvom det kan koste medlemsskabet af KL

Af
Helene Holm Stolle

Hvis det står til Øjvind Vilsholm, der sidder i byrådet for Enhedslisten, så skal Furesø Kommune ikke deltage i den lockout som Kommunernes Landsforening har varslet til april. Det skriver han i en mail til Furesø Avis. Heri fremgår det også, at han vil fremsætte det som forslag ved byrådsmødet i næste uge (den 21. marts, red.).

Fik du læst: Så er der billetter på højkant: Cirkus Baldoni kommer til Furesø

Årsagen til, at Vilsholm nu mener, at Furesø bør afvise at deltage i lockouten skal findes i det faktum, at den strejke, som de faglige organisationer har varslet, stort set går uden om Furesø. 

"Der er stort set ingen af de faglige organisationer, som har varslet strejke over for Furesø Kommune. Det eneste, vi kommer til at mærke til en eventuek strejke, er, at to rådhusbetjente ikke møder op den 4. april. I det lys er det fuldstændig vanvittigt at lukke vores skoler og daginstitutioner og sende stort set alle andre ansatte i kommunen hjem. Det vil jeg ikke være med til", lyder det fra Øjvind Vilsholm.

Fik du læst: Jubilar: "Furesøbad er mit hjem"

"Jeg håber, at resten af byrådet er med på, at opfordre KL til at undlade at optrappe konflikten ved at gennemføre en lockout. En lockout rammer ikke alene kommunens ansatte, som vi skal samarbejde med efter en konflikt. Den rammer alle borgerne i kommunen, der har brug for den kommunale service", skriver han i sin mail, hvori han også understreger, at KL bør komme lønmodtagerne i møde og udarbejde et udspil til reelle forhandlinger.

"Udspillet skal for det første omfatte en arbejdstidsaftale med lærerne, der retter op på de store problemer KL og Finansministeriet skabte i 2013. Og for det andet skal KL anerkende, at den betalte frokostpause er en del af de kommunale overenskomster", understreger Øjvind Vilsholm. 

 

Vil være upopulært

Øjvind Vilsholm er godt klar over, at det ikke vil være populært i KL, hvis Furesø Kommune afviser at deltage i lockouten. Faktisk kan en sådan beslutning betyde, at Furesø Kommune vil kunne ryge ud af KL. Men det mener Vilsholm ikke skal være afgørende. 

"Det må vi tage med. Hvis KL's måde at håndtere forhandlingerne med fagforeningerne betyder, at vi ikke kan få lov til at holde skoler og daginstitutioner åbne og i øvrigt hjælpe de af vores borgere, der har brug for det, så må vi klare os uden KL", slår Vilsholm fast. 

 

 

Enhedslistens forslag til byrådsmødet den 21. marts,

1. Furesø Byråd opfordrer KL til ikke at optrappe konflikten og i stedet række hånden ud mod fagbevægelsens forhandlere.

2. Hvis KL fastholder varslingen af lockout, trækker Furesø Kommune sin bemyndigelse til KL tilbage, således at kommunens ansatte ikke lockoutes.

 

 

Publiceret 16 March 2018 06:26

SENESTE TV