Mere asfalt til små og store hjul på flyvestationen

Den gamle Flyvestation Værløse kan blive et mekka for rekreative aktiviteter. Men der mangler en sponsor, som vil bidrage med asfalt for 15-16 millioner kroner. Det arbejder kommunen på at finde

Af
Anne Lønstrup

Furesø Kommune har besluttet at gå videre med planen om at forandre den gamle Flyvestation Værløse fra at være et forladt militært område med forsømte asfaltstier og landingsbane til blive ét nyt, stort og rekreativt område.

Her vil sportsentusiaster på hjul – lige fra skatere over rulleskøjter til cykler og rulleski kunne træne og give den gas. Og her vil alle andre kunne cykle og gå, mens de nyder naturen eller bruger området som transportløjpe på deres vej fra A til B.

Men der er brug for et nyt lag asfalt. For den er ikke blevet vedligeholdt, siden flyvestationen lukkede i 2007, og år for år vokser hullerne og invasionen af ukrudt.

En investering i asfalt for 15-16 millioner kroner kræver imidlertid en gavmild sponsor.

”Kommunen fik i sidste uge politisk opbakning til at gå videre med projektet. Forvaltningen gør et kæmpe arbejde for at skaffe fondsmidler til at realisere visionen om ”Den rekreative forstad i pagt med naturen”. Og vi i Rulnord forsøger at hjælpe kommunen,” fortæller bestyrelsesmedlem i Rulnord, Lotte Petersen.

Foreningen hjælper bl.a. med at få gennemført en spørgeskemaundersøgelse, som kan skaffe data om, hvor mange der bruger flyvestationen i dag, og hvor mange der kan forventes at komme til at bruge den, hvis forholdene forbedres med god asfalt og om muligt en speedskatebane og evt. et skateranlæg.

”Rulnord hjælper bl.a. kommunen med at formulere spørgeskemaer til en brugerundersøgelse blandt de klubber i Furesø Kommune, som i deres sport bruger små eller store hjul (cykler, rulleski, rulleskøjter, triklubber og skatere). Oplysningerne skal bruges til at kvalificere ansøgningerne til forskellige fonde. De vil jo vide, om de får valuta for pengene,” siger Lotte Petersen.

Ifølge Lotte Petersen vil en opgradering af flyvestationen – hvis den realiseres – give alle en unik mulighed for at kunne dyrke sport i sikkerhed for trafik.

”Men udover det vil projektet kunne komme en masse andre til gavn, ligesom Tempelhof i Berlin, hvor der er kommet et fantastisk rekreativt areal ud af en tidligere flyvestadion,” siger Lotte Petersen.

Publiceret 09 April 2018 08:25

SENESTE TV