Politiets fartkontrol virker

Politiets fartkontroller er sjældent populære, men en undersøgelse viser nu, at de faktisk sænker farten på vejstrækninger, hvor der køres for stærkt

Af
Af Flemming Haslund

Det er sjældent positive følelser, der følger med synet af en af politiets fartkontroller, når man som bilist kører forbi den. De fleste af os har lært, at farten skal ned, men dagen bliver helt sikkert ødelagt, hvis du bliver blitzet med det karakteristiske røde lys.

Det er ærgerligt, men politiet har lavet en undersøgelse, der viser, at fartkontroller har en gavnlig effekt.

Udsatte landeveje

“Det er glædeligt, at det i så høj grad er lykkedes at nedbringe hastigheden på de landevejsstrækninger, hvor politiet har foretaget særligt målrettede kontroller. Vi kan se, at hastigheden er faldet betydeligt mere her end på resten af vejnettet. Vi kan desuden konkludere, at jo længere tid en fotovogn står på en strækning, desto bedre er resultatet,” siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

På tre ud af fire af de udpegede og evaluerede landevejsstrækninger blev gennemsnitshastigheden bragt ned. Og på to ud af tre strækninger blev antallet af bilister, der kører mindst 10 km/t eller mindst 20 km/t for hurtigt, bragt ned. Ifølge Erik Terp kan disse resultater gøre en stor forskel.

“Det er meget positivt. Det viser, at politiets hastighedskontrol virker. Der er en veldokumenteret sammenhæng mellem hastighed og antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken. Når hastigheden bringes ned, bidrager det til at reducere antallet af dræbte og tilskadekomne, hvilket er det overordnede formål med politiets færdselsindsats,” siger han.

Fart dræber

Den fokusered e hastighedskontrol er en del af Rigspolitiets nationale strategi for færdselsindsatsen. Strategien fokuserer på de områder, hvor politiets indsats bidrager mest muligt til at forbedre færdselssikkerheden – det vil sige: for høj hastighed, spiritus- og narkokørsel og uopmærksomhed.

Som led i strategien udpegede hver af landets 12 politikredse i 2016 fire-otte strækninger, hvor der blev kørt for stærkt, og hvor der var en høj uheldsrisiko. Alle politikredse har igen for 2018 udpeget vejstrækninger, hvor der både er problemer med for høj fart og mange trafikuheld, og hvor man vil sætte ind med en særlig hastighedsindsats.

“Vi håber og tror, at det også på de nyudpegede vejstrækninger vil lykkes at nedbringe hastigheden med en reduktion af risikoen for dræbte og tilskadekomne som resultat,” siger Erik Terp.

Publiceret 28 April 2018 11:30

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV