Værløseforfatteren Knud Hjortø.

Værløseforfatteren Knud Hjortø.

Sang- og forfatteraften i Værløse Kirke

En aften med sang og fokus på Knud Hjortø, sproget og Benny Andersen

For fjerde år i træk afholder Værløseegnens Historiske Forening (VHF) en aften med fokus på forfattere fra furesøområdet.

Denne gang skal det især handle om værløseforfatteren Knud Hjortø i anledning af 150-året for hans fødsel. Traditionen tro bliver det også en aften med sang og musik, hvor digteren Benny Andersen, som i en årrække boede og arbejdede i Farum, vil blive mindet.

På programmet er blandt andet et indlæg ved formanden for Den Danske Sprogkreds, cand. mag. Lise Bostrup. I lyset af Knud Hjortøs kamp for det danske sprog ser hun på nogle af de udfordringer, som sproget møder i vore dage. Knud Hjortø forsøgte at dæmme op for datidens unødvendige brug af bl.a. tyske og franske låneord, mens det i dag er engelske ord og vendinger, som trænger ind i sproget.

Derudover vil medlemmer af VHF’s fortællergruppe berette om Knud Hjortøs liv og litteratur, mens forhenværende værløseorganist Søren Bjerborg sidder ved flyglet, hvorfra han leder fællesangen.

Der vil være mulighed for køb af forfriskninger samt af Hjortø-bøger til nedsat pris.

Arrangementet, der er gratis og åbent for alle furesøborgere, finder sted i Værløse Kirkes Grundtvigsal, onsdag 27. februar fra kl. 19.

CV

Publiceret 26 February 2019 00:00