"De mennesker vi ikke kan sende hjem, er vi nødt til at integrere bedre", siger Preben Andersen (DF). Privatfoto.

DF'er slås for ældre, bedre integration - og en bedre udligning

Selvom Preben Andersen bor i Skive, stiller han op til folketingsvalget i Egedal-Furesø-kredsen

Af
Finn Due Larsen

Valg Selv om Preben Andersen er jyde og bosat i Skive, vil han slås for for en bedre udligningsordning - ordningen, hvor bedre stillede kommuner bidrager til mindre velstillede kommuner.

Hvilke kommuner der er hvad, er en meget "varm kartoffel" på Christiansborg, hvor der ofte er stor intern uenighed i partierne, alt efter om udsynet er fra Jylland/Fyn eller hovedstadsområdet.

I 2018 opgav partierne at nå til enighed om en ny udligningsordning.

Men den debat skal vi håndtere bedre, mener Preben Andersen, der er 60 år, sidder i byrådet i Skive og også har siddet i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening:

Penge skal øremærkes

Men det er tre klassiske DF-mærkesager, som Preben Andersen mest af alt fremhæver, at han går til valg på: Ældre, flygtninge og integration.

"Ældres forhold har altid stået højt for mig. Når jeg læser, at en 101-årig ikke kan få en plejehjemsplads i Helsingør, så tænker jeg at det ikke er godt nok", siger Preben Andersen, og fortsætter:

"Vi kan se, at der bliver flere ældre fremover, og derfor får vi øgede udgifter på området. Jeg vil arbejde for, at der bevilges penge til kommunerne, der skal øremærkes specielt til ældreområdet."

Nej til kvoteflygtninge

Når det handler om flygtningepolitikken, betegner DF'eren det som "urimeligt", hvis Danmark, som S og V har talt for i valgkampen, skal tage flere kvoteflygtninge:

"Vi skal have sat flygtningepolitikken bedre i system, og vi er nødt til at stoppe op for at kunne gøre tingene mere ordentligt. De mennesker vi ikke kan sende hjem, er vi nødt til at integrere bedre."

Her kan det måske lyde som om, at Preben Andersen ikke er helt på linje med partiet, der taler om et paradigmeskifte. Hvor flygtninge ikke skal integreres, men sendes hjem. Men det afviser han:

"Det er det samme jeg taler om. Dem vi kan sende hjem, skal vi i højere grad sende hjem. Men der er nogle vi ikke kan, og dem er vi nødt til at finde ud af at integrere bedre. Og vi skal gøre det i en ordentlig tone."

Afstand til Stram Kurs

Her lægger Preben Andersen klart afstand til det nye parti, Stram Kurs:

"Det er jo opstået, fordi vi ikke har gjort tingene færdigt. Men jeg kan slet ikke sympatisere med noget af det, de har været ude med, og så det der pjat med at brænde koraner af og sådan nogle ting Det er helt uhørt."

Preben Andersen er i valgkamp i Nordsjællands Storkreds, hvor mere kendte DF-profiler som Morten Messerschmidt og Marlene Harpsøe også er med i feltet. Derfor erkender han, at chancerne for valg ikke er voldsomt store:

"Men jeg vil da kæmpe for det til det sidste", siger han.

Publiceret 25 May 2019 05:00

SENESTE TV