Sangcoach Janne Wind fik fyret godt op under gospel-kedlerne i Stavnsholtkirken og de mere end 200 sangglade borgere, der var mødt frem. Arrangementet munder nu i skabelsen af et lokalt gospel-kor.
Livsglæden og energi-niveauet steg adskillige grader hos de lidt over 200 lokale borgere, som mandag i sidste uge var mødt op til gospel-workshop i Stavnsholtkirken under ledelse af sangcoach Janne Wind. Heller ikke arrangørerne - kirkens aktivitetsudvalg - kunne få armene ned af begejstring over den enorme tilslutning. "Det gik jo over alt forventning, og det var meget meget dejligt at se så mange mennesker i kirken og opleve fællesskabet," fortæller Anette Thilo, menighedsrådsmedlem i Stavnsholtkirken. Den smittende glæde og opløftede stemning over gospel-sangen resulterede da også i, at flere deltagere spurgte om, man ikke kunne danne et rigtigt gospelkor. Anette Thilo og de andre fra kirkens aktivitetsudvalg fik straks lagt en liste frem, og inden aftenen var omme, havde 46 personer, heraf rigtig mange unge, skrevet sig på. "Nu arbejder vi på at få gang i et gospelkor. Vi skal lige have det helt på plads, at vi kan bruge kirken, og dernæst skal vi ud at finde en gospel-instruktør," siger Anette Thilo, der sammen med sognepræst Finn Andersen glæder sig over de mange nye kirkegængere. Gospel-workshoppen blev markedsført under overskriften syng dig glad i låget, og det var også, hvad Kirsten Nissen fra Værløse blev. "Når jeg kan få lov til at danse samtidig, så er gospel bare livsglæde - og tilladelsen til ikke at være perfekt," siger Kirsten Nissen.