Eliteholds trænerteam: Anders Beck(th), Simon Winther, Mark Vogel (tv) og Lizette Eistrup. Annette Hansen, var ikke tilstede.
Eliteholds trænerteam: Anders Beck(th), Simon Winther, Mark Vogel (tv) og Lizette Eistrup. Annette Hansen, var ikke tilstede.
Privatfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Elitehold træner op til 14 gange om ugen

Af Birger Vick
Her ved sæsonstarten har avisen fået trænerne fra de forskellige hold i Farum Svømmeklubs konkurrenceafdeling til at udtale sig om deres forventninger og mål for den kommende sæson. Som det sidste hold er turen nu kommet til eliteholdet.
SVØMNING: Simon Winther er på fjerde år ansat i en fuldtidsstilling, som elitetræner for Farum Svømmeklubs bedste hold - eliteholdet. Simon har taget kandidatuddannelse i idræt på universitetet og alle svømmeunionens teoretiske kurser. Simon har et yderst kompetent hold af hjælpetrænere omkring sig, der er i en form for mesterlære hos ham. Han lærer fra sig af sin kunnen og uddeler opgaver, som f.eks at coache ved stævner og tage sig af en konkret svømmer, der står overfor en speciel udfordring. Blandt assistenttrænerne er Anders Beck, som har været assistenttræner i flere år og efterhånden er så dygtig, at han ville kunne gå ind og overtage de fleste klubber i Danmark. For nylig er Annette Hansen også blevet assistenttræner. Beck og Annette har lange svømmekarrierer bag sig på absolut højeste niveau, de har begge deltaget ved både VM og Em på både kort- og langbane. Anette var crawlsprinter og Beck var butterfly- og crawlsprinter og også god på mellemdistancerne. De nåede begge at opleve hele udviklingsturen fra årgangssvømmer til international seniorsvømmer, hvilket giver dem et unikt udgangspunkt når de skal viderformidle tingene til svømmerne. De var hårdtarbejdende og talentfulde svømmere og den erfaring de har gjort sig for at nå helt til tops er uvurderlig, og den høster eliteholdet og Simon frugterne af.

 

Anders Beck, da han var aktiv
Anders Beck, da han var aktiv
Privat

Livet omkring bassinet er svært at undvære

Lizette Eistrup, som ellers selv svømmer på eliteholdet, har pga. en alvorlig skade vikarieret som assistenttræner i en periode, men er nu selv ved at være klar til at hoppe i vandet. Endelig er der Mark Vogel, hvis force er coachingen, som også er han professionelle virke. Han kan få et smil frem på alles læber, er god til at motivere og engagere og løse problemer. Mark har øje for om tingene er som de skal være, og hvis der er noget der ikke stemmer, tager han fat i svømmerne eller Simon. Mark er frivilligt og ulønnet tilknyttet og klubben er dybt taknemmelig for det arbejde han gør. I øvrigt svømmer den gamle rygcrawler stadig stærkt, han har vundet indtil flere EM-guldmedaljer på masters niveau.

Fælles for alle trænerne er at hele livet omkring bassinet, svømmerne, stemningen, grinene, tårerne ikke er til at undvære, når man først har smagt det.

Annette Hansen i aktion
Annette Hansen i aktion
Privat

Oprykkerne klarer sig over al forventning

Eliteholdet består ved sæsonstart af 19 svømmere, tre svømmere fra sidste sæson er stoppet og to er rykket op fra konkurrenceholdet. Det går over al forventning med de to oprykkere. Ingen har været i tvivl om at Ida Marie Vedel (1994) er et kæmpe talent, som har muligheder for at nå meget langt som langdistance eller medleysvømmer. Hvilket hendes DM guldmedalje som årgangssvømmer sidste år understregede. Oprykningen til eliteholdet og juniorlandsholds-udtagelsen har yderligere gavnet hendes udvikling og hun svømmer meget hurtigt til træning. Hun kan måske kvalificere sig til Europæiske Junior Mesterskaber i år, og til næste år hvor hun er sidsteårs junior skulle det meget gerne lykkedes. Laura Tvermoes' (1993) udvikling har været lidt senere end Ida's. Men heldigvis fik hun chancen og i dag tvivles der ikke længere. Hun har på ingen måde problemer med at følge med på banerne til træning, selvom Farum er lidt af et hårdt arbejdende hold, hvor der trænes hårdt, langt og hurtigt. Hun har udnyttet sin chance og svømmer rigtig godt, har kvalificeret sig til DM og kommer til at forbedre sig meget på de korte crawlsprint-distancer, men også på de lidt længere distancer og i rygcrawl er der gode perspektiver. Fra klubbens egne rækker har Simon yderligere øje på 6-7 svømmere, der er på vej til eliteholdet i løbet af et halvt til halvandet år.
Mie Refn på øverste bane
Mie Refn på øverste bane
Privat

Målsætninger og drømme er nødvendige

Træningsmængden aftales individuelt på eliteholdet, men det er fra 9-11 gange vandtræning og 2-3 gange styrketræning om ugen, desuden den fysiske såkaldte dry-land træning 4 gange om ugen i tilknytning til vandtræningen. For at motivere svømmerne til de mange træningstimer, gøres der allerede på konkurrenceholdet et stort arbejde for at svømmerne opstiller perspektiver og mål, og afklarer hvor meget der skal trænes, spises, soves osv. Der skal være et mål, en drøm som svømmerne jagter ellers bliver det hurtigt for surt, for langt og for kedeligt. Det sociale er rigtig sjovt, men 10x400 meter er nu engang 10x400 meter, har man ikke perspektiver for øje bliver det helt uoverskueligt. Men har man de kortsigtede såvel som langsigtede mål og drømme, så er 10x400 piece of cake - bare et lille skridt på vejen. Udover kontinuerlige målsætninger tages der masser af andre initiativer til at styrke det sociale, som f.eks. biografture, træningslejre, overlevelsesture, opstartsture, det er ting som svømmerne absolut ikke vil undvære.

Eliteholdet adskiller sig væsentligt fra de øvrige hold i klubben på det punkt, at træningen er meget mere opdelt i forhold til hvilken slags svømmer man er. Næsten alle træningspas er opdelt i sprint, mellem- og langdistance og yderligere er ca. halvdelen af passene opdelt i forhold til de forskellige svømmearter. Der deles hele tiden op på kryds og tværs, for alle svømmerne har visse ting de skal fokusere mere på end andre. Det er nogle valg de må tage hen ad vejen, for man kan ikke være verdensmester til det hele.

Mere fokus på svømmeteknikken

På sigt vil Simon gerne gøre Farum til et teknisk bedre hold. Der findes ikke mange klubber, om overhovedet nogen, der træner fysiologisk hårdere eller bedre end vi gør i Farum. Der er ikke ret mange svømmere, der kommer til DM i bedre form end svømmerne fra Farum. Men der er er nogen, der er teknisk bedre. Derfor skal der for fremtiden arbejdes med et højere koncentrationsniveau, et højere kvalitetsniveau i alle bevægelser. Det gælder om ikke at lave sjuskede bevægelser og ikke gøre ligegyldige ting, men at lægge kvalitet i alt. Lidt ligesom Tai-chi, hvor der er en uhyggelig koncentration i hver eneste bevægelse. Det element kunne Simon godt tænke sig at præge eliteholdets træning med, frem mod DM på langbane i påsken 2009.

Udover det nært forestående DM på kortbane er sæsonens højdepunkter for eliteholdet: Nordiske Junior Mesterskaber på kortbane i december, DM på langbane i påsken og blot en uge efter DM for hold og endelig Europæiske Junior Mesterskaber i Prag til sommer.

Her kort før DM på kortbane, udtaler Simon Winther om de enkelte svømmere på eliteholdet:

Anders Lie (1991) er danmarks største langdistance talent lige nu, hele verden ligger åben for ham. Han vil komme til Europæiske Junior Mesterskaber (EJM) med det ambitiøse mål at komme i finalen. Vi arbejder på at få ham ned på tider, hvor han kan være med i medaljekampen. På sigt er der ikke noget loft for hvad han kan og vil nå. Han er netop blevet udpeget af svømmeunionen som et af de helt store talenter man tror på, og han skal på træningslejr i et internationalt elitemiljø sponsoreret af Teamdanmark

Anna Marie Christiansen (1990) har været et år i USA, det har givet hende overblik over egen tilværelse og hun træner bedre end tidligere, hun er i bedre form nu end nogensinde før, mon ikke hun får et fantastisk DM. Anna Marie svømmer rygcrawl og butterfly sprint.

Camilla Tschikai Pedersen (1991) har haft lidt svært ved at udvikle sig det sidste års tid, hun har gjort meget arbejde og fået for lidt frugt af det. Men det ser nu ud til at hun har knækket koden og har fornemmet hvad der gør hende bedre rent teknisk. Hun har fået en bedre vandføling og trykker bedre gennem vandet. Mellemdistance ryg og medleysvømmeren har lavet gode tider til træning på det sidste.

Caroline Harms Tefke (1992) som er 200 meter butterfly og langdistance svømmer stopper desværre efter DM på kortbane. Hun har været en fast bestanddel at eliteholdet i to år og det er til stor ærgelse for trænerne at hun stopper, for de mener hun kunne nå længere end hun måske selv tror.

Cecilie Lagerbon Olsson (1991) er en alsidig svømmer, men bedst på 100 og 200 meter crawl. Hun har været plaget af en række småskader, men har de sidste to måneder trænet det bedste nogensinde, det kan blive indspark til en ny æra i hendes karriere.

Christian Hansen (1986) er en af Danmarks allerstørste brystsvømnings-talenter, han træner på reduceret mængde fordi han prioriterer sit studie. Han plejer at være sikker medaljetager til DM på trods af relativ begrænset træningsmængde.

Daniel Nielsen (1986) er sprinter i rygcrawl, crawl og butterfly. Er også på reduceret træningsmængde fordi han prioriterer sin uddannelse. Han er en voldsom talentfuld svømmer, der tidligere har vundet DM guld.

Frederik Siem Pedersen (1991) er et kæmpetalent, som kan drive det til hvad som helst. Selvom konkurrencen på 200 meter fri er meget hård, håber vi på han kan nå finalen til EJM til sommer. Vi skyder efter at han kommer blandt de 8 bedste og i finalen, og i en finale kan alting ske. Som 200 meter fri svømmer har han den fordel, at det er den disciplin hvor man nemmest kan komme med til internationalt mesterskab, fordi han kan komme med på Danmarks holdkap. Han bliver muligvis den første svømmer klubben får ud til et internationalt seniorstævne og indenfor en tidsramme af to år.

Jacob Petersen-Bach (1987) er triatlet, men gør sig også indenfor openwater-svømningen, hvor han allerede har vundet flere DM guldmedaljer. Halvdelen af hans træning ligger udenfor klubben, men i svømningen flytter han sig klart fremad. Han har normalt 5-6 træningspas i klubben, det supplerer han så med løb og cykling, så alt i alt har han en ganske voldsom træningsmængde.

Jakob Vinkler Mortensen (1987) er udover at svømme på eliteholdet træner for konkurrenceholdet, klubbens 2. hold. Han er en af de svømmere der nyder at svømme, nyder konkurrencen og detaljerne i svømningen. Han er god at have på holdet og udveksler mange erfaringer med trænerne, som kan bruges overfor de svømmere han selv træner.

Jesper Hansen (1989) er efter sommerferien begyndt at træne helt fantastisk godt i forhold til tidligere. Hvis han ikke slår igennem til DM på kortbane så kommer han i hvert fald til at gøre det til DM på langbane til foråret. Brystsvømmeren har længe ligget i frustrationszonen med 7-8 pas uden at komme så langt, men har nu taget det 9. pas med og er superfokuseret og dedikeret, hvilket har gjort forskellen.

Jonas Hansen (1991) skal meget gerne med til EJM i år i 200 meter butterfly eller 1500 meter fri. Han træner rigtig godt og udvikler sig hver gang han er i vandet og så er han en sand humørbombe at have på holdet. Der ligger dog et stort teknisk arbejde foran Jonas, for at komme op på Anders' og Frederiks niveau. Jonas skal arbejde lige så hårdt med sin teknik, som med det fysiske. Et godt boost for ham, at han nu er kommet på juniorlandsholdet.

Karsten Vedel (1992) træner uhyggelig godt, træningsresultater der ofte ikke er blevet forløst ved stævner. Vi håber at koden blev brudt ved Danske Årgangsmesterskaber sidste år, hvor han gjorde det rigtig godt. Han har også gode muligheder for at komme til EJM, nok ikke i år som førsteårs-junior men næste år er det bestemt en mulighed. Dog har han en chance for at komme med i 200 meter fri holdkappen i år. Karsten er lang- og mellemdistance crawler.

Lizette Eistrup (1989) har haft en lang skadesperiode. Nu er der håb om at hun kommer tilbage ved fuld styrke. Hun er primært crawlsprinter, men også ryg- og butterflysprinter og også god på 200 meter crawl. Hun er en fornøjelse at have på holdet, altid glad men samtidig seriøs, en af dem der er med til at motivere og anspore andre.

Mie Refn (1993) skal nok kvalificere sig til EJM igen. Hun har haft lidt svært ved at tage de næste skridt der skal til, for at udvikle et talent som hendes. Men hun er blevet ældre og har som andre af pigerne haft sin bedste træningsperiode nogensinde her de sidste par måneder. Hvis alting flasker sig for Mie, har hun chance for at være den der kommer hjem med flest medaljer på juniorsiden fra DM på kortbane. Det siger noget om alsidigheden af hendes talent. Vi vil gerne have hende i en finale til EJM, men hun ser ikke sig selv der endnu og før det sker bliver det svært, men hun har talentet til det

Niklas Hedegaard (1990) er del af den holdkap der har sat ny dansk juniorrekord i 4x200 meter fri. Han har altid trænet godt, men haft lidt svært ved at udvikle sin medley, som ellers var hans speciale som årgangssvømmer. Til gengæld er hans enkeltdiscipliner underligt nok blevet bedre. Især rygcrawl, til dels crawl, en del i brystsvømning og så er der hans store achilleus-hæl som hedder butterfly. Han har store latente udviklingsperspektiver der venter på at blive foldet ud.

Nikolai Ammekilde (1990) er desværre blevet ramt af hjerteproblemer med hjerteflimmer, og er blevet opereret og går nu til undersøgelser. Så han kan ikke træne så meget. Det er synd, for han er i virkeligheden et talent der er fuld på højde med de andre juniorlandsholdssvømmere vi har, muligvis endda større. Hans speciale er butterfly, men han kan stort set svømme alt, men i øjeblikket kan han simpelthen ikke træne nok.

 

Anders Lie på bane et, og Frederik Siem Pedersen på bane tre, regnet nedefra
Anders Lie på bane et, og Frederik Siem Pedersen på bane tre, regnet nedefra
Privatfoto
Publiceret: 22. Oktober 2008 04:34
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere