Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Byrådsmedlem truet på livet

Det er ikke uden omkostninger at have meninger. Det har det socialdemokratiske byrådsmedlem Deniz Celal Kilic erfaret

Det socialdemokratiske byrådsmedlem Deniz Celal Kilic kigger sig en ekstra gang over skulderen for tiden. Han har nemlig modtaget trusler på livet, efter han har tilkendegivet, at han ikke kan støtte idéen om et muslimsk kulturcenter i Farum. Et ønske Dansk-Tyrkisk Kulturforening kom med i november 2016.

“Jeg har hele tiden været af den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at støtte den idé. De forretninger og foreningsaktiviteter, som foreningen vil have i et nyt center, har vi allerede flere af både i Farum og Værløse”, fortæller Deniz Celal Kilic, der selv er kurder.

Fik du læst: Kommunen om byggeprojekt: "Det skal passe til Farum Hovedgade"

Men holdningen har nu givet byrådspolitikeren problemer. For nylig stod han nemlig frem i Frederiksborg Amts Avis og fortalte om sin modstand mod det muslimske kulturcenter, og den artikel blev delt ud på facebooksiden til den uafhængige tyrkiske avis i Danmark, Harberler, og så begyndte truslerne.

“Under artiklen på harberler.dk er der blandt andre en, der har skrevet: 'Man hører, at Deniz snart kommer ud for en ulykke'. Det er selvfølgelig meget ubehageligt”, fortæller Deniz Celal Kilic og understreger, at han nu kigger sig en ekstra gang over skulderen, når han bevæger sig rundt ude i byen.

“Sådan en kommentar gør mig da usikker - men det gør også min familie usikker, og det er næsten det værste”, siger Deniz Celal Kilic og understreger, at han godt er klar over, at det er nemt bare at skrive en trussel på internettet men langt sværere at føre den ud i livet.

Fik du læst: Huspriserne i Furesø stiger og stiger

Selvom truslen 'blot' er skrevet på internettet, tager politiet det alvorligt - og ifølge Deniz Celal Kilic er både han og den person, der har skrevet truslen blevet afhørt. 

"Men hvad der sker videre i sagen, ved jeg ikke", siger han. 

Trods den ubehagelige oplevelser ændrer Deniz Celal Kilic ikke holdning i forhold til det muslimske kulturcenter. 

 “Vi har ikke brug for det i Furesø. Her er masser af tilbud af enhver art. Et muslimsk kulturcenter vil bare være med til at bygge et parallelsamfund til det danske”, siger han men forklarer samtidig, at han intet har imod hverken den eksisterende moske i Farum eller Dansk-Tyrkisk Forening.

“Alle trossamfund i Furesø skal have mulighed for at praktisere deres religion. Og jeg støtter derfor, at den dansk-tyrkisk kulturforening arbejder for, at moskeen i Farum får en bedre bygning at være i”, lyder det fra Deniz Celal Kilic.

Det er Deniz Celal Kilic (A), der har modtaget trusler på livet. Privatfoto
Det er Deniz Celal Kilic (A), der har modtaget trusler på livet. Privatfoto

Publiceret: 22. September 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere