Modelfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Chokeret mor advarer om ny livsfarlig spøg: Søns cykel saboteret med hurtigtørrende lim

 

29. maj fortalte vi historien om Simon Langkjær, som fik en brækket næse, tabt tand, hjernerystelse og flere læsioner i ansigtet, fordi ukendte gerningsmænd havde fjernet møtrikkerne fra hans cykelhjul, da han den aften i maj skulle cykle gennem København.

LÆS: Simon offer for livsfarligt vanvid: Nogen havde fjernet møtrikkerne fra hans cykelhjul

Sidenhen er en sand bølge af sabotage-sager mod især biler skyllet ind over landet med mere end 243 anmeldelser om løse hjulbolte fra danske bilejere.

Derfor reagerer Benedicte fra Værløse prompte på en hændelse, som hendes 16-årige søn var ude for på Værløse Station tirsdag eftermiddag, og som hun gerne vil advare andre cyklister om.

"Han kom med S-toget til stationen, hvor hans cykel holdt parkeret. Da han skulle til at springe op på den, opdagede han, at der lå et lag af en gennemsigtig væske ud over sadlen, og da han kom hjem, konstaterede vi, at det var hurtigtørrende lim," fortæller Benedicte, som netop på grund af de mange andre episoder med løse hjulbolte begyndte at tænke, om dette var en ny syg trend.

"Vi begyndte jo at reflektere over det her. Hvorfor skulle man hælde lim ud over en sadel på den måde. Jeg ved jo ikke, hvad der foregår inde i hovedet på folk, der gør sådan noget, men en af grundene er jo sandsynligvis, at de gerne ville have, at man sidder fast og derfor vælter, når man skal af cyklen. Men det er jo livsfarligt, hvis man f.eks. vælter ud foran en bil eller på anden måde falder uheldigt," siger Benedicte til Lokalavisen.dk.

Hun vil derfor gerne advare andre cyklister om at være opmærksomme og samtidig sende en besked til gerningsmændene om at tænke sig bedre om og tænke, hvad konsekvenserne af deres "spøg" kan være.

"Havde det været mørkt, havde min søn måske ikke set limen, og så kunne det have endt helt anderledes," siger hun.

Lad det samtidig være en opfordring til at kontakte politiet hvis man har set, hvem det er, der smurgte en cykelsadel ind i lim tirsdag mellem klokken 16 og 17.

Publiceret: 23. August 2017 10:21
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere