"Vi vil kæmpe for at realisere visionerne og få Furesø til at ligge i toppen af superligaen – ikke kun i fodbold, men også i den kommunale ældrepleje", slår de tre kandidater fra Socialdemokratiet, Sabine Dedlow, Per Brøgger og Lene Bang, fast. Privatfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: "Danmarksmester i Ældrepleje?"

Sabine Dedlow (A), Per Brøgger (A), Lene Bang (A), Farumgårds Allé 16. Farum

Stærke fællesskaber i aktivitetscentrene, flere seniorboliger og plejehjemspladser - Danmarks bedste ældrepleje.

Heldigvis lever vi længere og holder os friske meget længere end før. I Furesø kommer der flere borgere på 80 år og derover. I 2020 vil der være godt 500 flere. Det svarer til en stigning på 25 procent. I 2029 vil der være 70 procent flere end i dag.

Omsorg og værdig pleje til alle dem, der ikke længere kan klare sig selv, er hjerteblod. Her vil vi som socialdemokrater ikke gå på kompromis. Heller ikke selvom opgaven vokser.

Vores ambition for Furesø er en endnu bedre kommunal hjælp til de borgere, der har brug for bistand. Helt konkret er vores ambition at forbedre kommunens tilbud på tre fronter:

For det første skal vi støtte de stærke fællesskaber om aktivitetscentrene på Skovgården og Gedevasevang, hvor flere hundrede seniorer og ældre hver eneste uge kommer og deltager i alverdens spændende aktiviteter, og hvor alle de frivillige gør en kæmpe forskel. Tak for det!

Samtidig skal vi involvere de pårørende til vores skrøbelige ældre endnu mere. Et pårørende-udvalg på vores plejecentre skal være en garant for at gøre det på en ordentlig og værdig måde.

For det andet skal vi fortsætte udbygningen af flere seniorboliger og plejehjemspladser. I budgetforliget er der afsat penge til flere rehabiliteringspladser med tilhørende genoptræning. De kommende år er planen at udvide antallet af plejeboliger med yderligere 14 pladser.

For det tredje skal vi udvikle kvaliteten af ældreplejen. Med vægt på faglighed og tillid til medarbejdere og borgere vil vi i fællesskab sigte mod at udvikle Danmarks bedste ældrepleje. Ved at sikre, at hele værdighedspuljen på otte millioner kroner fortsætter i 2018, har vi taget et første lille skridt. Næste skridt bliver det arbejde, som byrådet nu har sat i gang omkring visitation og hjemmepleje.

I den kommende tid er der nok at tage fat i på ældre- og handicapområdet: Flere ressourcer på plejecentrene til rehabilitering og vedligeholdelse af borgernes førlighed, øget fokus på madlavning og måltidet som samlingspunkt samt rammer, der er særligt tilpasset til demente borgere og deres behov. Mindre bureaukrati og flere varme hænder!

Mange af initiativerne er på vej eller i støbeskeen. Vi vil kæmpe for at realisere visionerne og få Furesø til at ligge i toppen af superligaen – ikke kun i fodbold, men også i den kommunale ældrepleje.

Publiceret: 29. Oktober 2017 08:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt