Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Grundlovsdag 2017 på Værløse Museum

Jytte Jakobsen, Tingmosen 11, Værløse

Endnu en dejlig grundlovsdag på Værløse Museum, hvor Værløse Folkemusikanter som sædvanlig underholdt med folkemusik, og arrangørerne stod for kaffe, te, gode kager og ostemadder. Det var dejligt at se gamle venner – fra Værløse Folkedanseres tid.

Helt særligt var det i år, at lytte til Rushy Rashid, forfatteren til bl.a. bøgerne ”Bag sløret” og ”Et løft af sløret”, der holdt Grundlovstalen. Rushy roste, som mange andre grundlovstalere, det danske demokrati, men hun gjorde det med det twist, der viste, at hun ved så meget mere om, hvad der sker i andre dele af verden og i andre samfund, end talerne i tidligere år. Hun fremhævede vores politis og domstoles ubestikkelighed, vores politikeres kamp for fællesskabet – som ikke er med egen vinding som deres hovedinteresse. Dette er særligt for Danmark.

Men det var ikke lutter lagkage og klap på skulderen til os alle. Rushy er fuldt integreret i vores samfund, har igennem 40 år boet i mange egne af Danmark, nu også med mand og halvvoksne børn og hun har været del af det politiske system. Hun efterlyste hvor vores accept er af ”andre” og stillede spørgsmål ved, hvornår man af danskere opfattes som ”rigtig” dansker. Hun er selv lidt mere end almindelig solbrændt, og hun efterlyste forståelsen for, at man som fuldt funktionsklar og -dygtig dansker med rødbedefarvet pas ikke kan være ansvarlig for, hvor éns forældre tilfældigvis er født måske 60-70 år tidligere. Man skal passe mere på ikke at træde ved siden af, og man skal helst være lidt dygtigere, for at nå samme niveau. Helt, som da kvinder ikke havde de samme rettigheder i vort samfund, som mændene havde.

Her var et andet stof til eftertanke – meget mere fremadrettet – end vores sædvanlige grundlovstalere, der nu også lærte mig meget, men mere på det historiske plan. For hvordan holder vi paraderne nede overfor andre, der bare ser anderledes ud fordi deres forældre er født udenfor Danmark?

Da Brugsen i Værløse for mange år siden lå, hvor Fakta nu ligger, tog jeg mig selv i en sådan forudfattet mening. Der stod en meget mørk mand, tydeligt med rødder langt nede i Afrika foran mig, og da det blev hans tur bad han med en særdeles kraftig jysk accent om sit bagerbrød. Det kom i dén grad bag på mig – men viste mig, at selvom jeg prøver at være meget åben, er jeg lige så forudfattet som mange andre.

Hér er bestemt noget, vi kan arbejde for fremadrettet. Men vi må også bede nogle af dem, der har oprindeligt udenlandske forældre, om at være med til at dyrke eller fejre vore traditioner, fordi dette er den del af det, at være dansker. Her er Grundlovsdagen en vigtig del. Det er ligeledes respekten for, at man ikke må forsøge købe sig til fordele i det danske samfund, er den del af det danske frivilligsamfund, foreningskulturen og at man skal betale sin skat på ærlig vis, så man er med til at bære samfundet oppe.

Det var dejligt, midt i al vores – reelle - kritik af SKAT, af politikere, der kunne have gjort mange ting meget bedre og vores kritik af næsten alle, der er med til at bestemme i Danmark, at møde et menneske, der huskede at sætte pris på vores frihed og vores myndigheders ubestikkelighed.

Tak til arrangører og til Rushy Rashid for et godt arrangement.

Publiceret: 06. Juni 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere