Matilde Powers og Ilse Schødt.
Matilde Powers og Ilse Schødt.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Hvem skal jeg tale med?

Ilse Schødt, kandidat til Seniorrådet, og Matilde Powers, byrådskandidat for Socialdemokratiet

Jeg føler mig 'helt alene i verden', efter jeg er kommet på plejehjem. De fleste her er demente, og vi kan ikke tale sammen. Jeg kan heller ikke forvente hjælp, fordi de demente behøver hjælpen først. Jeg drømmer om at komme ud blandt mennesker, som jeg kan dele mine interesser med.

Sådanne udtalelser hører vi desværre fra flere af de plejehjemsbeboere i Furesø, der ikke er ramt af demens. Og det er ikke svært at sætte sig ind i, at livsgejsten og humøret forsvinder, når de mennesker, man omgås i sin dagligdag, er svære at nå.

På plejehjemmene er der ingen regler eller rammer for, hvem der bor sammen. Og sådan er det også med de ældreboliger, som er tilknyttet aktivitetscentrene, Skovgården og Gedevasevang. I dag er størstedelen af aktivitetscentrene beboet af borgere, som er så fysisk eller psykisk svækkede, at de ikke længere kommer ud. Det betyder, at centrenes mange fine aktiviteter primært benyttes af selvhjulpne ældre, som kommer udefra.

Vi mener, der er brug for at se på vores visitering til ældreboliger og plejehjemspladser. Hvis man inddelte beboerne på plejehjemmene efter, om de er demente eller ikke-demente, ville de, som er friske i sindet, få glæde af hinandens selskab. På samme måde må målet være, at borgere som ikke længere kan komme ud af deres hus, skal tilbydes en plejehjemsplads, så der i ældreboligerne kan blive plads til beboere, som kan få glæde af aktiviteterne og hinanden.

Vi er klar over, at det kræver nytænkning, ekstra midler og sikkert også 'små kolbøtter' i fordeling og bemanding. Men det giver også mulighed for at samle medarbejdernes viden, og heraf sikre langt mere målrettede aktivitetsindsatser og fysiske rammer - både for de demente og de ikke demente.

Lad os se på mulighederne til gavn og glæde for vore ældre.

Publiceret: 12. Juni 2017 14:50

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere