Modelfoto
Modelfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: "Hvorfor forringet betjening på biblioteket?"

Lena Murmann Jensen. Gl. Hareskovvej 307, Værløse

Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål til politikerne "Hvorfor skal borgerne i Værløse delen af kommunen spises af med en betjent daglig åbningstid på 4 timer fra mandag til lørdag på Værløse Bibliotek?"

Pr. 2.1.17 blev der reklameret med en åbningstid fra 8-22 alle dage på kommunens 3 biblioteker. Men reelt har vi nu i Værløse området, der vel omfatter hele Værløse bykerne, Jonstrup, Kr. Værløse og Hareskov nu kun 24 timer (mod tidligere 43 t. i Værløse) med bibliotekspersonale til at betjene borgerne. Dette i modsætning til Farum delen, der har personale tilstede i 44 timer.

Et bibliotek er jo ikke kun mursten og materialer, et levende bibliotek kræver et engageret tilstedeværende personale. Jeg ved ikke, om man kan forvente det fremadrettet, når den betjente åbningstid bliver dækket af et personale, der på skift tager til Værløse og dækker 4 timers vagt! Som tidligere børnebibliotekar, ved jeg, at ejerskab til et sted kommer fra det daglige møde med borgerne, ved dagligt at rydde op og lave udstillinger i udlånene til glæde for børn og voksne og selvfølgelig at være tilstede de fleste timer,hvor børn og voksne bruger biblioteket. Jeg ved ikke, om politikerne er bekendt med, at den gruppe "løse" børn, mange af anden etnisk herkomst, der er under 15 år, og som brugte børnebiblioteket som et trygt sted at mødes, læse og bruge pc'er, nu er nægtet adgang de 3 dage om ugen, hvor der ikke er personale efter kl.14! Jeg har ikke forholdt mig til Borgerservice eller til at Hareskov Bibliotek ikke mere har betjent åbningstid med personale fra Furesø Bibliotek & Borgerservice. Mit indlæg drejer sig om at få et svar på den forringede betjente åbningstid på Værløse Bibliotek.

Publiceret: 05. Februar 2017 13:02
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Furesø Avis

Annonce
ANNONCER
Se flere