Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Kommunen om cykelstier på Farum Hovedgade

Niels Thygesen, by- og kulturdirektør, Furesø Kommune

Flemming Oppfeldt spørger til bredden af cykelstierne i Farum Hovedgade. De løsninger, der er valgt på Farum Hovedgade, er fundet i samarbejde med en dialoggruppe med repræsentanter fra borgere og erhvervsdrivende i hovedgaden.

Læs Oppfeldts indlæg her

På størstedelen af strækningen er der god bredde på stierne. På gadens smalleste strækninger har det været nødvendigt at gøre cykelstier og fortove smallere. Her er chaussestenene mellem cykelsti og fortov til gengæld helt flade, så det er muligt at køre med el-kørestol, barnevogn og ladcykel på stenene.

Kommunens entreprenør er ved at lægge sidste hånd på etapen mellem Farum Gydevej og Akacietorvet - den absolut smalleste strækning af Hovedgaden. På denne strækning ligger husene meget tæt på vejen, og da kørebanen samtidig skal være bred nok til, at to busser kan passere hinanden, får det betydning for den plads, der er tilbage til cykelstier og fortove. Man skal huske, at der ikke er tale om en supercykelsti men en almindelig cykelsti. Under alle omstændigheder bliver forholdene for gående og cyklende langt bedre, end tilfældet er i dag.

Flemming Oppfelt nævner også træerne i Hovedgaden. Her er det vigtigt at finde en løsning, hvor det grønne præg i Farum Hovedgade opretholdes samtidig med, at gaden renoveres. De fleste eksisterende træer bliver stående, og nye træer plantes i sikker afstand fra den nye belægning. En række steder vil vi tilbyde grundejerne, at kommunen betaler for placeringen af et nyt træ efter nærmere aftale. Ved Akacietorvet er vi ved at se på mulighederne.

Planlægningen af Farum Hovedgade er som nævnt gennemført i samarbejde med dialoggruppen, hvor blandt andre furesøafdelingen af Danske Handicaporganisationer er repræsenteret. Projektet har naturligvis også været gennemgået af autoriserede revisorer, både med hensyn til trafiksikkerhed og tilgængelighed.

Publiceret: 04. September 2017 08:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere