Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: "Må vi bede om at loven bliver overholdt på Farumgård"

Mogens Lindhardtsen, Klaus Nars Vej 9

Jeg synes der er behov for at få sat nogle ting på plads i debatten om sommerens lukning af adgangen gennem Farumgård.

Offentlighedens lovlige adgang til fods gennem Farumgård ad hovedalléen i dagtimerne er sikret gennem en fredningskendelse fra 1949, der har som hovedformål at skabe adgang til befolkningen gennem de smukke omgivelser. Det er dermed en tinglyst rettighed vi alle har, og som Farums borgere har nydt til stille ture, alene, eller med familie og venner gennem årtier. Der er faktisk også betalt en fredningserstatning af det offentlige.

En fredning er en varig bestemmelse og kan kun dispenseres fra, hvis ændringen er uvæsentlig og ikke strider mod fredningens formål. Ophæves kan den slet ikke, med mindre der er tungtvejende samfundsmæssige begrundelser. Det kan man ikke sige der er tale om her, tvært imod.

En sådan manøvre er for øvrigt blevet prøvet før. En spærring af adgangen blev ansøgt af ejer så sent som i 2006 og afvist af Fredningsnævnet, som bl.a. også afgjorde at en alternativ stiføring vil være en krænkelse af fredningens formål. Det vidner om, at det ikke er et nyt ønske her i 2017, at få ændret adgangsreglerne til Farumgård, men hvad er det nye i sagen, siden vi nu skal til det igen?

Jo, Ikke alle gæster har åbenbart været lige stille og nogle kan ikke finde ud af at trække cyklen, hvilket er blevet påtalt og taget ilde op af cyklisten, det fjols.

Lad mig slå helt fast at jeg tager dybt afstand fra de få brodne kar, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og følge adgangsreglerne på turen gennem Farumgård, men dårlig opførsel, trusler og evt. vold må meldes til politiet. Den slags reguleres af samfundets øvrige love og er i princippet fredningen uvedkommende.

Der er ikke tvivl om at ejerens lukning af adgangen, som nu har stået på siden starten af juli, er et klart brud på fredningskendelsen og ulovlig. Der er ikke hjemmel til at påberåbe sig en særlig nødret.

Med afspærringen fratages alle vi, der godt kan finde ud af at færdes gennem Farumgård i fuld overensstemmelse med fredningsbestemmelserne vores ret på grund af enkelte brodne kar. Det er både ulovligt og urimeligt. Den nye tilkendegivelse fra ejer om at man nu ”i et vist omfang vil åbne for guidede ture der skal aftales på forhånd” er ikke tilfredsstillende og lige så ulovlig.

Furesø Kommune har også et ansvar. Den skal nemlig håndhæve brud på fredningen og foranledige et ulovligt forhold bragt til ophør. Det har taget tid, nu er der foreløbig gået 2½ måned.

Læs også: "Løsningen var fundet, men så gik sagen i hårdknude: Farumgårds porte er stadig lukkede

Jeg vil appellere til alle parter, såvel ejere som gæster, om at respektere loven og fredningens adgangsregler og til kommunen om at varetage sin håndhævelsespligt til glæde for byens befolkning.

Til slut et spørgsmål: Kan den lille familie med barn i klapvognen gå tur gennem Farumgård i næste uge, som den har ret til, uden at skulle aftale på forhånd, Kresten Bergsøe?.

Publiceret: 25. September 2017 08:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere