Af Niels Thygesen, by- og kulturdirektør, Furesø KommuneKære Nina Rimestad
Tak for dit indlæg. Helt overordnet er PCB-renoveringen i Birkhøjterrasserne besluttet i tæt samråd med embedslægen. KAB står for selve renoveringsprojektet, og som kommune er vi den tilsynsførende myndighed. Vi har nøje drøftet med embedslægen, hvor længe beboerne fortsat måtte blive boende i deres PCB-forurenede boliger, og har efter rådgivning fra embedslægen, truffet beslutning om, at beboerne skal være ude med udgangen af 2012.
Der er målt for PCB i indeluften, det vil sige, at indholdet af PCB er bestemt ved en luftprøve. Der er opsat et måleapparat, som i løbet af 24 timer suger luft igennem et rør, som binder den PCB, der er i luften. Efterfølgende bliver røret analyseret på et laboratorium, og indholdet af PCB bestemmes. PCB afdamper til indeluften, og derfor vil man ved luftmålinger kunne konstatere, om der er PCB i indeluften, uanset om der er brugt en kombination af PCB-holdige og ikke PCB-holdige fugemasser.
Jeg vil gerne understrege, at KAB har gennemført PCB-målinger i alle dele af Farum Midtpunkt, og at målingerne viser, at der kun har været anvendt PCB-holdige byggematerialer i Birkhøjterrasserne.
Vi vil og skal som tilsynsmyndighed sikre, at boligerne er sunde. Derfor stiller vi krav til udlejer dvs. til KAB om at dokumentere og sikre, at sundhedskravene overholdes. Boligselskabet har så undersøgt boligerne, og det har de gjort efter de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen ved embedslægen har opstillet.
Senest har Sundhedsstyrelsen gennemført en PCB-undersøgelse af beboerne i Farum Midtpunkt. Resultatet blev præsenteret ved et beboermøde den 9. januar 2012. Vi orienterede desuden om undersøgelsens resultat i en pressemeddelelse samme dag.
Sundhedsstyrelsens rapport konkluderer, at der kan måles et højere indhold af PCB i blodet hos dem, som bor i en bolig med PCB i indeklimaet. Resultatet af undersøgelsen viser en 2-3 gange højere PCB-værdi i blodet hos de, der har boet i Birkhøjterrasserne end hos kontrolgruppen. Det understreger alvoren i den nuværende situation, men det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at det ikke giver behov for ændringer i de udmeldte aktionsværdier, herunder de udmeldte tidsfrister for renoveringsprojektet.
Som tilsynsførende myndighed tager vi resultaterne af undersøgelsen meget alvorligt. De understreger, at de krav, vi har stillet til Furesø Boligselskab ved KAB om, hvornår beboerne skal være ude af deres PCB-ramte boliger, er velbegrundede.
Jeg vil gerne understrege, at alle boliger i Farum Midtpunkt skal have et sundt indeklima og leve op til sundhedsmyndighedernes krav. Det vil ikke blive givet tilladelse til ibrugtagning af boliger, som ikke kan opfylde kravene til et godt og sundt indeklima.
Vi har bedt KAB kommentere på dine spørgsmål, da vi selvfølgelig fuldt ud forstår dine bekymringer, og da KAB er ansvarlig for selve renoveringsprojektet.
KABs svar er som følger:
KABs undersøgelser for PCB
KAB og Furesø Boligselskab har ved adskillige stikprøver undersøgt såvel fuger som indeklima i blokkene i Farum Midtpunkt.
Alle prøver viser, at der er et højt niveau af PCB i fugerne i Birkhøjterrasserne.
Derudover er der kun fundet ubetydelige mængder i én anden blok, og indholdet af PCB i indeklimaet i denne blok ligger under aktionsværdierne fra Sundhedsstyrelsen.
Indholdet af PCB i denne blok er så lavt, at beboerne ikke har grund til at være bekymrede. De kan fortsat bo i boligerne, uden der foretages yderligere,? siger professor fra SBi Lars Gunnarsen.
Allerede tilbage i september 2009 slog vore professionelle rådgivere fra SBMI fast, at problemet er afgrænset til Birkhøjterrasserne. Denne afgrænsning har baggrund i, at bebyggelsen er opført i adskilte etaper.
Forskningsprojektet
I slutningen af 2011 blev en gruppe beboere fra Birkhøjterrasserne undersøgt for PCB i blodet som led i et forskningsprojekt på Bispebjerg Hospital. Til brug for projektet sammenlignede man med en kontrolgruppe boende i Farum Midtpunkt udenfor Birkhøjterrasserne.
De beboere, der tidligere havde boet i Birkhøjterrasserne samt de, der bor i blokken, hvor der er konstateret små mængder af PCB kunne ikke deltage i kontrolgruppen, da man i et forskningsprojekt har brug for at sætte meget skarpe grænser for, hvilke påvirkninger de medvirkende har været udsat for.
Men hvad enten man bor i eller udenfor Birkhøjterrasserne, er der ikke grund til at tro, man er blevet syg af at opholde sig i boligerne:
Beboerne i de forurenede boliger har to-tre gange så meget af såvel de lette som de tunge PCB?er i blodet som kontrolgruppen. Men det er stadig på sikker afstand af det niveau, der ved dyreforsøg har vist at give skader, og vi forventer ikke, at det har gjort folk mere syge end andre,? forklarer overlæge Niels Ebbehøj fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital og understreger, at PCB niveauet i vores kost (hvorfra vi får størstedelen af den PCB, vi alle har i kroppen) generelt er faldet betydeligt de sidste 20 år. Det gør helbredseffekter mindre sandsynlige.
Jeg håber, at vi, og KAB, har besvaret dine spørgsmål. Hvis du har yderligere spørgsmål, eller vil have noget uddybet, er du meget velkommen til at kontakte Center for By, Miljø og Erhverv i Furesø Kommune.
Med venlig hilsen
Niels Thygesen, by- og kulturdirektør
Publiceret: 10. Februar 2012 13:07