Facebook vil bruge en milliard dollars på at producere tv-programmer og serier. Foto: Facebook
Facebook vil bruge en milliard dollars på at producere tv-programmer og serier. Foto: Facebook
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Facebook vil være det nye Netflix

Gratis tv-serier skal få os til at bruge mere tid på Facebook. »Kan få priser på streamingtjenester til at falde,« siger ekspert

Af Niels Philip Kjeldsen
npk@sondagsavisen.dk
Facebooks tv-sats

Amerikanske Facebook-brugere kan allerede se nogle Champions League-kampe live på Facebook og ugentlige udsendelser om basketball.
Blandt de sats, Facebook ser på, er talkshow-programmer, gør det selv-programmer og komedier. Der barsles også med en decideret tv-serie, som henvender sig til folk mellem 20 og 30 år. 
Kilder: Variety, Deadline, Bloomberg

Tv-programmer og tv-serier skal de kommende år lokke dig til at bruge endnu flere timer på Facebook. Det verdensomspændende sociale medie er nemlig klar til at bruge en milliard dollars på at producere tv-programmer og serier, som du kvit og frit kan streame på Facebooks kommende funktion 'Watch', skriver flere amerikanske medier.

Dermed gør Facebook klar til at udfordre etablerede streamingtjenester som Netflix, Amazon og HBO.

“Facebook kan ændre hele streamingmarkedet. Hvis de kan lave programmer, der har bare nogenlunde samme kvalitet som Netflix, og de ovenikøbet lancerer det gratis, kan det skabe en situation, hvor priserne på streamingtjenester begynder at falde. Det kan udvide markedet i nedadgående retning,” siger Rasmus Larsen, der som redaktør på FlatpanelsDK følger streamingmarkedet tæt.

En global tv-kanal

Helt overordnet er Facebooks model, at det sociale medie vil give dig tv-programmer og serier, som du betaler for ved at se små reklameblokke. Ud over det vil Facebook via din profil høste data, så de bedre kan målrette annoncer til dig.

“Det handler i sidste ende om at stjæle reklame-penge fra tv-kanalerne. Man vil genføde det reklamefinansierede tv ved at skabe en global tv-kanal på Facebook. Det her er en uhyggelig konkurrent til tv-udbyderne, som allerede er presset hårdt af betalingstjenester som Netflix,” siger Claus Bülow Christensen, der er digital analytiker for Zibra Digital Media Group.

Og det er ikke kun tv-udbyderne, der skal ryste i bukserne. Også de etablerede streamingtjenester kan blive voldsomt udfordret af Facebooks satsning.

“Hvis de får succes med det her, og folk begynder at bruge mere af deres tid på at streame indhold gratis på Facebook, kan man sagtens se for sig, at folk opsiger en eller to betalingstjenester, fordi de ikke har brug for dem mere. Og for en tjeneste som YouTube, der allerede viser gratis video-indhold, kan det blive en voldsom konkurrent,” siger Claus Bülow Christensen, der blandt andet forudser, at Facebook Watch vil skabe Facebook-stjerner, på samme måde som vi i dag ser YouTube-stjerner.

Det sociale element

Selvom det bliver afgørende for Facebook, at indholdet er spændende og har kvalitet, er der især én ting, der taler til Facebooks fordel.

“Vi har set en stor tendens til, at folk bruger en ekstra skærm, når de ser tv eller streamer, og at de ofte bruger den skærm til at diskutere det, de ser, på sociale medier. Hos Facebook vil det være nemt at dele indholdet, diskutere det og tale om det, mens man ser det. Det sociale element er en stor fordel,” siger Rasmus Larsen.

Publiceret: 07. Oktober 2017 14:00
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere