Karen Palsgaard (til højre) modtog I 2014 Græsrodsprisen. Prisen gives til en person, der har gjort noget helt særligt for kulturen i Furesø. Foto: Martin Warming
Karen Palsgaard (til højre) modtog I 2014 Græsrodsprisen. Prisen gives til en person, der har gjort noget helt særligt for kulturen i Furesø. Foto: Martin Warming
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Karen Palsgaard er gået bort: “Farum har mistet en ledestjerne”

Furesø Avis har fra Tine Hechmann Jensen og Inga Seier Petersen, der begge var nære venner af Karen Palsgaard, modtaget følgende mindeord om Karen Palsgaard, der var grundlægger af Billedskolen i Farum:

I sidste uge døde Karen Palsgaard. Mange i Farum vil kende hende som deres eller deres børns gamle skolelærer.

Gennem hele livet stod børnene Karens hjerte nær. Hun kom til Farum fra Jylland, og flyttede ind i Farum Midtpunkt i 1976. Som lærer i folkeskolen mødte Karen et stigende antal to-sprogede elever, og deres særlige udfordringer optog Karen. Det er ikke mange indvandrere- eller  flygtningefamilier i Farum, der ikke har haft glæde af hendes engagement. Med en dyb interesse for arabisk kultur kæmpede hun for at skabe bedst mulige forhold for sine to-sprogede elever. Hun havde et holistisk syn på situationen og inddrog gerne hele familien. Karens stil var ikke forkromede skrivebordsløsninger, men lavpraktiske handlingsplaner, der blev iværksat prompte. Hun gik gerne hjem til folk og bankede på døren. I reglen blev hun inviteret indenfor, og blev en ven for livet!

Kunst og kultur var en anden stor passion i Karens liv. Gennem mange år har hun drevet Billedskolen i Farum Kulturhus. Utallige elever er gennem tiden blevet kreativt udfordret og stimuleret hos hende. Med succes har hun fået udstillet børnenes værker, både her og i udlandet. Det har givet priser, til Karen såvel som til børnene.

I de senere år gik Karen med stor iver og energi ind i kampen for naturen og klimaet. Hun var med til at starte Farum Folkehaver, på Bybækskolens gamle fodboldbane. I 2016 var hun ligeledes med til at starte protesten mod kommunens plan om at fjerne den grønne støjvold overfor Farum Bytorv. Senest har hun fået organiseret en opgradering af Bybækskolens facade, med tilhørende aktivering at Farums ledige unge, samt en forskønnelse af området nedenfor blok 12 og 13's sydende.

For Karen var fokus altid at hjælpe dem, der havde mindre end hende selv. Med beskedenhed, nysgerrighed og humor kastede hun al sin energi ind på at gøre verden til et bedre sted for os alle. Hun arbejdede altid for fællesskab og samhørighed, men glemte aldrig at se individet.

Hele sit liv rejste Karen, både alene og med andre. Hun var i Mellemøsten og Sydeuropa (før charterrejsernes tid), både med og uden børn, da den tid kom. Rejserne og de tilfældige møder med mennesker, der tit blev hendes livslange venner, blev en vane, der varede helt til det sidste.

Det var som om alle kendte Karen. Fra Israel til Italien, fra Tyskland til Tyrkiet og fra Libanon til Limfjorden, så havde Karen været der, og kendte folk. Med sit ligefremme væsen skabte hun et netværk af venner, som hun brugte flittigt i sin stræben for at skabe bedre rammer. Med stor stædighed, indpakket i diplomati, blev hun ved med at bearbejde en sag til hun havde opnået et resultat. Samtidig var hun yderst kreativ og fandt utraditionelle løsninger.

Listen over Karens meritter er lang, og denne artikel kan på ingen måde yde hende fuld retfærdighed, men bare forsøge at give et indtryk af, hvad menneske hun var.

Med tabet af Karen har vi et gabende tomt hul, som vi aldrig får fyldt igen. Vi kondolerer familien, Farum, Danmark og resten af verden for tabet af en ganske særlig sjæl, som har sat sit uslettelige spor i mennesker overalt.

Æret være Karens minde

Karen bisættes fra Farum Kirke fredag d. 6. oktober kl. 13.

Publiceret: 05. Oktober 2017 14:38
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere