Det er langt fra alle, der er glade for ombygningen af biblioteket i Farum. Foto: Martin Warming
Det er langt fra alle, der er glade for ombygningen af biblioteket i Farum. Foto: Martin Warming
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kommunen hiver i nødbremsen: Ombygning af bibliotek sættes på stand by efter massiv kritik

Kritikken hagler ned over ombygningen af Farum Bibliotek, og nu sætter kommunen alt på stand by, indtil der er fundet en løsning

Furesø Kommune hiver nu i nødbremsen og sætter ombygningen af biblioteket og borgerservice i Farum på stand by. 

Det fortæller kommunaldirektør Christine Brochdorf i en mail til Furesø Avis.

"Der er i den seneste uge kommet stærke reaktioner på ombygningen af Farum Bibliotek. Vores intention har været at etablere selvbetjente biblioteker, hvor man føler sig taget godt imod, og hvor det er trygt for brugerne at komme og let selv at søge og finde materialer uden for den bemandede åbningstid.Vi må konstatere, at der ikke har været koordineret godt nok med de forskellige brugere af kulturhuset. Biblioteket skal funktionelt og æstetisk hænge sammen med det øvrige kulturhus, og her er vi ikke kommet i mål. Det er rigtig ærgerligt, og vi har derfor nu sat projektet på stand by for at finde den rigtige vej frem", lyder det fra Christine Brochdorf.

Flere læsere raser i debatindlæg på www.furesøavis.dk over ombygningen, som de blandt andet kalder for en 'massakre', en 'øjebæ' og de ting, der er værre.

"Hvorfor og hvordan er vores lyse og venlige bibliotek blevet ændret til ukendelighed?", spørger eksempelvis  Karen Palsgaard i et debatindlæg. Hun er blandt andet utilfreds med, at der er blevet skruet en træplade med hylder på op på et af bibliotekets kunstværker.

"Hvordan har man tilladt sig at montere to træplader oven på den nederste del af kunstneren Lin Utzons lette og elegante vægudsmykning?", skriver Karen Palsgaard i sit debatindlæg. 

Christine Brochdorf lover nu, at pladen bliver fjernet, så vægudsmykningen igen kan komme til sin ret.

"Det har ligeledes vakt undren, at der er sat bogreoler op foran Lin Utzons vægmaleri - og det kan jeg godt forstå. Jeg skal understrege, at denne opsætning ikke har medført skader på selve vægmaleriet, men at reolerne nu vil blive fjernet så vi på 25. år kan nyde maleriet, der er til stor glæde for bibliotekets besøgende", skriver kommunaldirektøren i mailen.

 

'Massakre' på BÆblioteket

Jørgen Lindemann er heller ikke ligefrem begejstret for ombygningen. Han har omdøbt biblioteket til BÆblioteket, og han undrer sig blandt andet over farvevalget. 

"1970'erne var det brune årti. Vægmaling, gardiner, møbler, beklædning og så videre. Alt skulle være brunt. Heldigvis kom der igen kulør på tilværelsen, og i dag er brun kun noget, vi drømmer om at blive om sommeren. Desværre er der folk, som ved deres fulde fem (måske mere fulde end fem), har tænkt, at mørkebrun da er den helt rigtige farve til dét rum i Farum Kulturhus, hvor byens borgere mødes for at hente oplysning, inspiration, viden, fordybelse, glæde, indsigt og udsigt", skriver Jørgen Lindemann i et indlæg. 

Og Sonja Bech raser også over ombygningen, som hun kalder for en 'øjebæ'. Hun vil have, at de ansvarlige bliver stillet til regnskab for 'massakren', som hun udtrykker det. 

"Hvem er de ansvarlige for denne 'øjenbæ'? Træd frem, den offentlige gabestok venter. Hvorfor er biblioteket overhovedet blevet renoveret? Hvem har godkendt denne grumme indretning, hvor alt lys, det rå look, og bygningens arkitektur forsvinder i brun maling. Har kommunen virkelig brugt 3,5 millioner kroner på en gennemgribende renovering, som vi som borgere intet anede om?", lyder det fra Sonja Bech i et debatindlæg på www.furesøavis.dk.

"Vi arbejder på at få et møde i stand i denne uge mellem biblioteket og husets øvrige kulturelle institutioner, så vi kan finde det rigtige udtryk og den rigtige indretning. Vi håber på, at vi ved fælles hjælp kan nå i mål med en indretning, der opfylder det oprindelige mål. Når det er på plads, håber jeg, at rigtig mange vil tage det nye bibliotek til sig", fortæller Christine Brochdorf. 

Flere læsere raser over farvevalget på biblioteket. Det er specielt den brune farve, de ikke bryder sig om. Foto: Martin Warming
Flere læsere raser over farvevalget på biblioteket. Det er specielt den brune farve, de ikke bryder sig om. Foto: Martin Warming
Furesø Kommune sætter nu ombygningen på stand by, fortæller kommunaldirektør Christine Brochdorf. Foto: Martin Warming
Furesø Kommune sætter nu ombygningen på stand by, fortæller kommunaldirektør Christine Brochdorf. Foto: Martin Warming
Publiceret: 10. Januar 2017 13:57
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Furesø Avis

Annonce
ANNONCER
Se flere