Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kommunen: “Trafiksikkerhed i fokus “

Niels Thygesen, Direktør for by og kultur, Furesø Kommune

Käthe Søeballe spørger i et debatindlæg om årsagen til cykelstiens bredde på Farum Hovedgade.

Farum Hovedgade bliver renoveret for at gøre gaden mere trafiksikker og mere attraktiv. På størstedelen af hovedgaden er der plads til en kørebane på 6 meter. Der bliver anlagt cykelsti i begge sider, som er adskilt fra kørebanen med kantsten, og fortov i begge sider med tre rækker chaussesten mod cykelstien.

Denne løsning giver den største trafiksikkerhed. På størstedelen af strækningen er der fuld bredde på stierne. På gadens smalleste strækninger har det også været nødvendigt at gøre cykelstier og fortove lidt smallere. Her er chaussestenene mellem cykelsti og fortov til gengæld savskårne, så det er muligt at køre med el-kørestol, barnevogn og ladcykel på stenene.

Planlægningen af Farum Hovedgade er gennemført i dialog med en arbejdsgruppe, hvor blandt andre, furesøafdelingen af Danske Handicaporganisationer har været repræsenteret. Projektet har naturligvis også været gennemgået af autoriserede revisorer, både med hensyn til trafiksikkerhed og tilgængelighed.

En af de mange løsningsmuligheder, som har været drøftet i gruppen, har været etablering af en dobbeltrettet cykelsti i den ene side. En sådan løsning vil dog medføre så mange praktiske og trafiksikkerhedsmæssige problemer, at den blev fravalgt af gruppen. Af samme årsager bliver dobbeltrettede cykelstier sjældent anvendt i byer.

Publiceret: 29. August 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere