Her i Stavnsholtkirken kan man i vinterferien lave sin egen tegnefilm og høre om drømmenes konge Josef fra bibelen. Arkivfoto

Lillian Hjort-Westh, der er tidligere højskoleforstander for Bornholms Højskole, fortæller om Pelle Erobreren i Stavnsholtkirken fredag den 22. februar. Arkivfoto

Foredrag om Pelle Erobreren i Stavnsholtkirken

Stavnsholtkirken inviterer til foredrag med Lillian Hjort-Westh, der er tidligere højskoleforstander for Bornholms Højskole, fredag den 22. februar klokken 14.30, hvor hun vil fortælle om Martin Andersen Nexøs store roman, 'Pelle Erobreren'.

"Martin Andersen Nexø skrev denne roman i starten af 1900-tallet. Det, der gør gode romaner helt fantastiske er, at de holder evigt - og det gør 'Pelle Erobreren'. Romanen handler om at finde sit naturlige voksested, om kampen for at få et værdigt liv, om fællesskab og drømme – ja, den handler om meget, meget mere," skriver Lillian Hjort-Westh i sin omtale af foredraget.

Bille August lavede en film i 1987 over romanens første bind, 'Barndom', der foregår på Bornholm, som Pelle og Lassefar flytter til fra Sverige. Der er tre bind mere, nemlig 'Læreår', 'Den store kamp' og 'Gryet'.

I foredraget samler Lillian Hjorth-Westh de mange tråde, der beskriver Pelles gribende historie gennem hele romanen.

Per Fly er i øvrigt i gang med forberedelserne til en tv-serie om Pelle Erobreren - på nuværende tidspunkt dog kun på manuskript-plan.

Der bliver også tid til at hygge sig over kaffe/te og kage og synge fra højskolesangbogen. Alle er velkomne til foredraget, og der er gratis adgang.

mw

Publiceret 13 February 2019 16:00