Danmarks Frie AutoCampere indtager i weekenden den 26.-28. april Farum Arena. Pressefoto

Danmarks Frie AutoCampere indtager i weekenden den 26.-28. april Farum Arena. Pressefoto

Autocampere indtager Farum Arena

I den kommende weekend indtages Farum Arena af Danmarks Frie AutoCampere

I weekenden den 26.-28 april mødes Danmarks Frie AutoCampere i Farum Arena for at være sammen og for at holde forårsmøde, diskutere hvordan foreningen skal udvikle sig og give bestyrelsen feedback på deres daglige arbejde.

Året rundt er de ca. 350 medlemmer på vejene rundt om i Europa og de tilstødende lande. Også Australien og USA er populære rejsemål – normalt dog i en lejet autocamper. I dagligdagen mødes vi på FritForum, ind i mellem ved mindre og ofte spontant arrangerede træf.

Danmarks Frie AutoCampere er ifølge Jytte Jakobsen, der er sekretær i foreningen og fra Værløse, at det er den mest aktive autocamperforening i Danmark, og fordi den arbejder på alle politiske og praktiske niveauer for, at autocampere og deres ejere/brugere bliver budt velkommen i Danmark.

"Denne rejseform har endnu ikke særlig gode vilkår i Danmark. Dette arbejder bestyrelsen og aktive medlemmer dagligt på at ændre – og der sker bestemt fremskridt både i form af bedre lovgivning og i form af, at lovgivningen nu efterhånden overholdes", fortæller Jytte Jakobsen og understreger, at for autocampere er friheden altafgørende.

"Frihed til at køre hvorhen man vil, når man vil, lave planer og lave dem om. Netop muligheden for at kunne parkere alene eller sammen med andre og blive natten over ved en spændende by, en smuk udsigt, en rolig skov eller på en P-plads nær den restaurant, man gerne vil spise på, gør, at autocamperlivet tiltrækker flere og flere", fortæller Jytte Jakobsen og tilføjer, at i Danmark er autocampere indregistreret som personbiler og må derfor parkere på lige fod med alle andre personbiler.

hhs

Publiceret 23 April 2019 10:26

SENESTE TV