Kristian Kristensen præsenterer det nye teaterprogram ved Furesøen. Pressefoto

Kristian Kristensen præsenterer det nye teaterprogram ved Furesøen. Pressefoto

Furesø Teater på gaden med programmet for næste sæson

Hele 18 forestillinger er klar til dem nye teatersæson 2019-20

Knapt er tæppet gået for sidste forestilling i denne teatersæson, før Furesø Teater er på gaden med programmet for sæson 2019-20.

"Det er vores erfaring, at publikum er glade for at få det nye program her i maj. Så kan man allerede nu, inden Danmark går på sommerferie, vælge forestillinger og reservere billetter til teateroplevelser i sensommeren og efteråret," fortæller Kristian Kristensen, formand for Furesø Teater.

Det nye program er netop blevet omdelt sammen med Furesø Avis til de omkring 20.000 husstande, der modtager lokalavisen.

"Vi har i den forgangne sæson haft rigtigt pæne besøgstal til vores forestillinger i Galaksen, og det bekræfter, at Furesø Teater er en aktiv del af kulturudbuddet i Furesø Kommune. Vores nye program spænder vidt fra populære folkelige succeser til smallere forestillinger. Og vi har forsøgt at tilgodese både voksne og børn," forklarer Kristian Kristensen.

Første forestilling er på vandet

Igen i år starter sæsonen på Furesøens vover, når Furesø Teater tirsdag 7. august får besøg af forestillingen ’Danner’ og Det Flydende Teater, som denne dag afvikles hele to gange med afgang fra Furesø Marina. Forestillingen fortæller historien om Grevinde Danner, og hvordan hun gennem sit liv trodsede tidens forventninger og normer.

I alt 16 af de 18 forestillinger bliver afviklet i Galaksen, og det starter søndag 22. september med kabaret forestillingen ’Ryg’ med Bodil Jørgensen om komikeren Jørgen Ryg og hans monologer og sange. Den 29. september er det den humoristiske forestilling ’Svejk’ om den stille modstand mod autoriteterne. Anden halvdel af sæsonen starter 5. januar, og det er med en rigtig opera, og det er noget nyt, som foreningen forsøger sig med.

"Det er ’Don Juan’, som opføres som kammeropera – det vil sige med lidt færre musikere. Men alligevel vil man få en ægte operaoplevelse i Galaksen," forsikrer Kristian Kristensen.

Musical på udebane

Furesø Teater arrangerer også i den kommende sæson en tur til Malmø Operaen for at opleve en større musicalopsætning. 3. November kan man se den populære musical ’Skønheden og udyret’.

Er programmet ikke dukket op i postkassen, er det muligt selv at hente et eksemplar på bibliotekerne og borgerservice samt kulturhusene i Furesø Kommune.

kap

Publiceret 23 May 2019 07:43

SENESTE TV