Årets festivalprogram i Jonstrup har internationalt tilsnit med både hollandske Alice in Dixieland og amerikanerne Dale Smith og Kristin Korb på plakaten. Pressefoto

Årets festivalprogram i Jonstrup har internationalt tilsnit med både hollandske Alice in Dixieland og amerikanerne Dale Smith og Kristin Korb på plakaten. Pressefoto

Jonstrup Jazz Festival med internationalt program

Danske og internationale topnavne er på plakaten til årets Jonstrup Jazz Festival, der afvikles i weekenden 16.-18. august. Som altid er det en fest for hele familien.

Jonstrup Jazz Festival har sat toner til sensommeren siden 1996, og hvert år danner det tidligere Jonstrup Seminarium idylliske rammer om festivalen i den lille landsby ved flyvestationen. Festivalen, der begynder på fredag den 16. august og løber hele weekenden, er både en musikalsk byfest og en fejring af god musik, og så er der hyggelige fællesaktiviteter og en perlerække af tilbud til børn og barnlige sjæle.

"Det er kombinationen af glade børn og voksne og dejlig musik, der gør Jonstrup Jazz Festival til noget særligt. Vi er meget stolte af det program, vi kan præsentere i år, og vi glæder os enormt", siger Merete Nørby, der er formand for Jonstrup Jazz.

Internationalt tilsnit

Årets festivalprogram har internationalt tilsnit, eftersom både hollandske Alice in Dixieland samt amerikanerne Dale Smith og Kristin Korb er på plakaten. Fra den hjemlige scene ankommer festlige Kutimangoes, rutinerede Kansas City Stompers, energiske D/troit og crooneren Niels Bull i front for det lokale Big Dipper Band.

Også Furesø Musikskoles jazz- og funktalenter får chancen på scenen, og så inviterer Silja Okking til børnejazz med Benjamin Koppel og Kaspar Jolin.

Tyvstart i Værløse Kirke

Allerede i morgen onsdag den 14. august kl. 19.30 danner Værløse Kirke rammen om en gospel-optaktskoncert med orkesteret Spirit of New Orleans og Rytmisk Kirkekor Værløse. Her er der både traditionel musik fra de amerikanske sydstater og historier om de mennesker, der skabte den særlige musiktradition.

Læs mere på www.jonstrup-jazz.dk.

hhs

Publiceret 13 August 2019 08:29