Performancegruppen We Like We opfører en koncertant version af kammeroperaen 'Myte om Mørke' som afslutning på højskoledagene i Stavnsholtkirken. Pressefoto

Performancegruppen We Like We opfører en koncertant version af kammeroperaen 'Myte om Mørke' som afslutning på højskoledagene i Stavnsholtkirken. Pressefoto

Højskoledage i Stavnsholtkirken: Frygt og håb

Farum Sogn indbyder igen til højskoledage i Stavnsholtkirken. Det sker 15.-17. november, og man kan allerede tilmelde sig fra onsdag 11. september på kirkekontoret i Stavnsholtkirken.

Frygten for fremtiden har fået fat i os; selv børn og unge giver udtryk for denne frygt. "Jeg vil ikke have jeres håb men jeres frygt", sagde den svenske teenager og klimaaktivist Greta Thunberg for nylig i en tale. Kriser og frygt for fremtiden er ikke noget nyt, men følelsen er voldsom i tiden, og hvad gør det ved os?

Højskoledagene vil fokusere på frygt og håb i et bredt perspektiv og afsøge nogle af de mange måder, frygten for fremtiden viser sig på. Til at udfolde dette har sognet inviteret teologen og klimaetikeren Mickey Gjerris til at tale med udgangspunkt i sin nye bog ”Upraktisk håndbog i lysegrønt håb – Klimaetiske tanker” 2019.

Samtidig kan man konstatere, at krisen, den personlige såvel som den universelle, i tidens løb ofte har inspireret til kunstnerisk formåen. Teolog David Bugge er inviteret til at tale om krisens betydning hos Karen Blixen, og kunsthistorikeren Lisbeth Bonde vil udfolde, hvordan krisen er kilde til stor inspiration på kunstscenerne både herhjemme og i udlandet. Deltagerne vil også bevæge sig ned i traditionens dybere lag: digteren Søren Ulrik Thomsen vil tale om det kristne realistiske syn på forholdet mellem det gode og det onde, og lektor Gitte Buch-Hansen vil trække tråde til både Det Gamle og Det Nye Testamente, hvor undergangsvisioner spiller en stor rolle, som stadig klinger med i tiden.

Højskoledagene afsluttes som tidligere år med en koncert, der er åben for alle. I år er det Performancegruppen We Like We, der opfører en koncertant version af kammeroperaen “Myte om Mørke”. Det er en hyldest til forfatteren og samfundsdebattøren Elsa Gress, som i år ville være fyldt 100 år. Operaen havde urpremiere i august på Hamlet Scenen ved Kronborg.

Prisen for højskolen er 450 kr. Prisen dækker foredrag, festmiddag, kaffe/te, kage og frugt samt frokost søndag.

Højskoledagene arrangeres af Farum Menighedsråd ved sognepræst Ulla Salicath. Man kan få flere oplysninger om højskolen på farumsogn.dk eller hos Ulla Salicath på ubs@km.dk.

hhs

Publiceret 31 August 2019 05:30