OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Gudelige viser og ny dansk salmedigtning

Stavnsholtkirken danner rammen om to aftener med fokus på nyere tids salmedigtere

I efteråret indbyder Farum sogn til oplæg, samtale og fællessang i Stavnsholtkirken med to af vores mest markante nulevende salmedigtere. Det sker onsdag 18. september klokken 19.30, hvor der er besøg af Hans Anker Jørgensen, og tirsdag den 22. oktober klokken 19.30, hvor Iben Krogsdal kommer på besøg.

Stavnsholtkirkens organist John Frandsen har skrevet musik til flere af begge digteres tekster, og han vil deltage som dialogpartner til foredragsholderne i forhold til melodiske og musikalske spørgsmål.

Efter en periode fra midten af 1900-tallet, hvor ‘rigtige’ digtere ikke beskæftigede sig med salmedigtning, er der virkelig kommet skub i genren igen - også litterært betragtet. De seneste 20-30 år er der kommet en betydelig tilvækst af nye salmetekster i kølvandet på den almindeligt stigende interesse for spiritualitet og eksistentielle spørgsmål.

En af de store bidragydere i denne udvikling er Hans Anker Jørgensen (f. 1945), der har været aktiv som salmeskriver allerede fra slutningen af 1980’erne, hvor han var med til at stifte “Forum for rytmisk musik i kirken”. Han har i hele sin karriere været stærkt optaget af den folkelige formidling af det kristne budskab, og en stor del af sin produktion betegner han snarere som ‘gudelige viser’ end som salmer i traditionel forstand. Han er repræsenteret med flere numre i den seneste udgave af Den Danske Salmebog, bl.a. “Du satte dig selv i de nederstes sted” og langfredagssalmen “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”. Læs mere om arrangementerne på farumsogn.dk.

Der er gratis adgang og alle er velkomne.

hhs

Publiceret 07 September 2019 05:30