DEBAT:

Seniorliv - det har vi heldigvis masser af

Af Tine Hessner, byrådskandidat for Radikane Venstre
Det er ingen hemmelighed, at vi har mange seniorer i Furesø. Her forstået som borgere i aldersgruppen 60+.
Når jeg ser mig omkring i nabolaget, i fitness-centret, i tennisklubben og i forenings- og kulturlivet glæder jeg mig til at blive 60+. Som livsstilseksperten Niels Folman fortalte på et borgermøde, bliver 3 personer i Furesø hurtigt til en forening…vi har masser af energi og ressourcer, og måske endda i overmål hos seniorerne? Det skal vi stimulere og have gensidigt glæde af.
Vi skal skabe rammer…og en god overgang til seniorlivet
Som kommune skal vi derfor være med til at stille rammer til rådighed for de raske seniorers aktive liv. Vi skal sikre at seniorerne kan bidrage til det gode liv i Furesø, at deres viden og erfaringer kommer i spil. Og vi skal sikre en god overgang til seniorlivet, når man trækker sig helt eller delvist tilbage fra arbejdsmarkedet, for hvad er det så, man skal stille op..?
Generationsmøder på tværs…Jeg ser for mig en kommune, hvor generationer på tværs er langt mere sammen end de er i dag. Hvor der er mere sammenhængskraft mellem borgere – og ikke kun grupperinger med forskellige særinteresser. Her er seniorerne et kæmpe aktiv, hvilket man hurtigt fornemmer, når man ser på Ældresagens aktivitetsliste.
En fællesskabs-kommune = fremtidens kommune!
Konkret forestiller jeg mig, at give mulighed for, at travle børnefamilier kobles sammen med ”60+"ere” i ny og næ. At unge hjælper ældre med f.eks. smartphones, hundeluftning og indkøb! At vi har mentorordninger, hvor seniorer hjælper ledige. Og omvendt. At folkeskoler får besøg af seniorer der ikke er erhvervsaktive længere og inddrager deres erfaringer i undervisningen. Det handler altså ikke kun om gensidig praktisk hjælp, men om en anden og måske bedre måde at være sammen på – mere fællesskab.

Publiceret 08 September 2013 00:00

SENESTE TV