DEBAT:

"Demokratisk sindelag efterlyses"

Charlotte Søllner Hernø, Bygåden 24, Kirke Værløse

Den langt overvejende del af de opstillede kandidater til kommunevalget i Furesø Kommune er mænd. Det er også mænd, der i forvejen sidder på de fleste pladser i byrådet, og det er mænd, der med en enkelt undtagelse er spidskandidater for de enkelte partier. Til gengæld er der to kvinder, som stiller op på egne lister, nemlig Neslihan Diksan og Heidi Storck.

Der afholdes valgmøder rundt omkring i Værløse, Farum og i alle lokalsamfundene og så skulle alt være godt, for så kan alle partierne og deres kandidater markere sig. Eller kan de?

I Kirke Værløse er der indkaldt til valgmøde onsdag den 8. november på Den Gamle Skole. Alle partier repræsenteret i byrådet og partier, der ikke sidder der, er inviteret. Men de to nævnte uafhængige kandidater, der begge sidder i byrådet og som har gjort sig bemærket ved stor flid og engagement på hver deres områder, er ikke inviteret.

Hvad skyldes det? Frygt for dygtige kvinder? Eller bare gammeldags mands- og magtbrynde? Uanset forklaring, så er det ulækkert og det stinker.

Publiceret 04 November 2017 14:06

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV