Forældre, der kører til og fra Kildehuset, tiltrækker kunder til butikkerne på hovedgaden, mener Kristine Nørgaard.

Forældre, der kører til og fra Kildehuset, tiltrækker kunder til butikkerne på hovedgaden, mener Kristine Nørgaard. Arkivfoto

DEBAT: Flyttes Kildehuset giver det mindre liv i Hovedgaden

Kristine Nørgaard, Farum Hovedgade 82H, 1tv

Som forælder til to børn i Kildehuset er det klart, at jeg vil være usigelig ked af en eventuel flytning! Mine børn er dog ret store nu, og de skulle nok klare to år i Bifrost. Derfor går dette indlæg mere på Hovedgades fremtid.

Det er tydeligt, at kommunen ønsker en ”livfuld, interessant, charmerende og velfungerende hovedgade til glæde for beboere, erhverv, brugere og besøgende.” Det kan man læse i Arkitektur og byrum fra juni 2015, og med den nye asfaltering og de videre planer, så bliver det virkelig flot og godt! Man kan også se det i forbindelse med det arbejde, der er blevet lagt i at omdanne den gamle Spar-købmand til boliger og et attraktivt butiksstrøg i forbindelse med Frodes Plads: ”Blandingen af boliger, butikker, institutioner, restauranter og liberale erhverv afspejler hovedgadens historiske udvikling fra landsby til stationsby, og det er et ønske, at hele gaden fortsat skal rumme denne funktionsblanding for at styrke det mangfoldige og livlige bymiljø.”

Men hvor skal 'det mangfoldige og livlige bymiljø' komme fra? Og kunderne? For at tiltrække besøgende og kunder er det ikke nok med frisører, ejendomsmæglere, alternative behandlere, bankkunder og beboere. Hver morgen afleveres godt 50 glade børn i Kildehuset, og om eftermiddagen henter de knap 50 købedygtige forældre deres børn. De giver liv og synligt fællesskab i hovedgaden. Hver dag. Året rundt. Og uden skelen til høj-/lavkonjunkturer i samfundet i øvrigt.

Med alle de andre attraktive butiksmuligheder, der findes her i byen, så må det være urealistisk, at man vælger at slå vejen forbi Frodes Plads med mindre man har andre ærinder. Det vidner de tomme lokaler på Akacietorvet, Hovedgade 52 og til dels Sparkøbmanden (som har stået tom siden efteråret 2014) om - desværre, for vi drømmer faktisk om en fortsat livlig og charmerende Farum Hovedgade i denne her i øvrigt dejlige og vildt attraktive kommune!

Publiceret 26 June 2018 00:00

SENESTE TV