DEBAT: Ris og ros til hjemmeplejen

Af
Bodil Bear

Lillevangspark 48. Farum

Jeg blev for fem år siden erklæret 55 procent invalid efter en operation, hvor alting gik galt. Jeg blev visiteret til hjælp fra Furesø Hjemmepleje til morgenbesøg, bad to gange om ugen og rengøring hver 14. dag.

Jeg har været super tilfreds med alle de hjemmehjælpere, jeg har mødt. De er søde, hjælpsomme og helt igennem dejlige mennesker, men her på det sidste virker nogle af dem stressede og har ikke den samme tid til en sludder.

Jeg er så heldig, at jeg får besøg både af min søde familie og gode venner, men jeg tænker på alle de ældre, som glæder sig til at se og tale lidt med en hjemmehjælper, fordi de føler sig alene. Det føler jeg, der bør være fem minutter til.

Jeg har fået at vide af en veninde, som også modtager hjælp, at det nye system mellem mange af hjælperne bliver kaldt Minut Terror, hvor de kun har ganske få minutter hvert sted.

Jeg skriver dette indlæg for at give min fulde støtte til Furesø Hjemmepleje og for at få Furesø Kommune til at hjælpe dem og borgerne.

Publiceret 23 July 2018 17:00

SENESTE TV