Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

DEBAT: Borgere kontaktes inden en uge ved en byggesag

Af
Ellen Hvidt Thelle

centerchef for Center for By og Miljø

debat Poul B. Hørup giver i Furesø Avis (den 30. december 2018, red) udtryk for, at kommunen lader borgerne i stikken, fordi Furesø Kommune har en fast track-model, hvor virksomheder bliver kontaktet senest 24 timer efter, de har sendt en ansøgning om en byggesag.

Furesø Kommune ønsker en hurtig betjening af både erhvervsliv og private borgere. Servicemålet for borgerne er, at de bliver kontaktet inden for en uge, når de søger om at bygge en ny carport, et skur eller andet på ejendommen. Det blev Poul B. Hørups ejerforening også. Og ligesom i ejerforeningens tilfælde sker det, at kommunen har brug for flere oplysninger for at kunne behandle byggesagen. Byggesager styres af en detaljeret, teknisk lovgivning med skrappe krav til dokumentation. Derfor oplever nogle borgere at få et brev eller et opkald fra kommunen om, at de skal sende flere oplysninger til os.

Når vi har alle de oplysninger, som loven kræver, behandler en sagsbehandler sagen. Vi gennemførte for nogle år siden en analyse, der viste, at sagerne kommer hurtigere igennem processen, hvis der er en screeningsfunktion i starten, som ikke afhænger af en enkelt medarbejder. Har kommunen alle oplysninger, går en sagsbehandler i gang med den så hurtigt som muligt. Poul B. Hørups ejerforenings byggesag forventes færdighandlet inden for få dage, så ejerforeningen kan komme i gang med de nye altaner.

Publiceret 06 January 2019 11:43