Tidligere byrådsmedlem Bent Jensen ønsker Marie Brixtofte tillykke med hendes nye bog - men han ved ikke rigtig, om han har lyst til at læse den. Arkivfoto: Kathrine Albrechtsen

DEBAT: "Tillykke med din nye bog. Jeg har ikke læst den, og jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst"

Bent Jensen, tidl. byrådspolitiker, Nordvænget 18, 3520 Farum

Kære Marie (Marie Brixtofte, red.),

Først vil jeg ønske dig tillykke med din nye bog ('Kun når det regner', red.). Jeg har ikke læst den, og ved ikke rigtig, om jeg har lyst. Som du ved, havde din far (Peter Brixtofte, red.) og jeg et tæt politisk samarbejde gennem de seneste år - jeg mener også på det mere personlige plan, at jeg tør sige, at vi var venner.

Derfor ved jeg, hvor hårdt det var for ham, da mediestormen tog fat. Ofte fortalte han mig, hvor ondt det gjorde på ham, når en af jer børn passerede 'kioskbaskerne', og hvilken indflydelse, det havde på blandt andet på jeres skole og hverdag.

Nu kender jeg dig godt nok til at vide, at det selvfølgelig er indgået i dine overvejelser, før du gik i gang med bogen. At du ”om man så må sige” stak hovedet i løvens gab.

Stort set de samme mennesker, som dengang nærmest stod i kø for at fabrikere den ene historie værre en den anden, står nu i kø for at rose dig for dit mod. Jeg er enig i dit mod, og jeg håber for dig, dine søskende og familier, at bogen vil blive det, som du fandt nødvendigt.

Publiceret 16 February 2019 10:00