"Spørg politikerne, uanset bogstav eller farve om, hvad de vil gøre for at beskytte menneskerettighederne", skriver Anette Ibsen fra Amnesty Furesø i dette indlæg. Modelfoto: Stockadobe Damir - stock.adobe.com

DEBAT: Stem også for menneskerettighederne

Anette Ibsen, Kastaniehaven 9, Værløse

Der er folketingsvalg i Danmark – demokratiets folkefest. Det er her, vi engagerer os, stiller spørgsmål, lytter og debatterer, inden vi tager stilling.

Amnesty International foreslår, at du i dit kryds indtænker menneskerettighederne, som i de senere år har været under pres, også her i Danmark.Det er nu, vi skal værne om dem.

Menneskerettighederne tager ikke partipolitisk side. De er vores fælles værdigrundlag, der gælder alle uanset baggrund.

Spørg politikerne, uanset bogstav eller farve om, hvad de vil gøre for at beskytte menneskerettighederne, både her og ude i verden. Hvordan de vil modvirke splittelse og racisme. Menneskerettighederne tager vi ofte for givet her hos os, f.eks. vores ytringsfrihed.

Ude i verden lider mennesker under regimer, som undertrykker menneskers frihed og basale rettigheder. Mennesker er fængslet for at kæmpe for dem. I Amnestys Furesø Gruppe støtter vi en modig iransk kvinde, Narges Mohammadi.

For sin fredelige kamp for menneskerettighederne, for kvinders rettigheder især, for sin kamp for afskaffelse af dødsstraf, især for mindreårige, afsoner hun nu 16 års fængsel. Syg og afskåret fra sin mand og sine børn, som har måttet flygte til Frankrig.

Vi ønsker et Danmark, som står fast på menneskerettighederne og har overskud til at hjælpe de mange, der kæmper en svær kamp for dem.Vi ønsker et Danmark uden had.

Publiceret 23 May 2019 08:00

SENESTE TV