"Virkeligheden er 18 børn, 1,5 pædagog og en medhjælper, og ingen af de voksne på fuldtid! Med den bemanding, vil det ALDRIG være muligt at leve op til BUPL’s anbefalede normering – 1 voksen pr. 6 børn", skriver en frustreret mor i dette debatindlæg. Modelfoto: Stockadobe Andrey Kuzmin - stock.adobe.com

DEBAT: Virkeligheden er 18 børn, 1,5 pædagog og en medhjælper

Mette Lindorff Hejn, Grantoftevej 63, Værløse

Kære Bettina Ugelvig Møller

For nyligt var du på besøg i Børnehuset Dalgården, min søns børnehave. Jeg værdsætter, at du tager dig tid til at se virkeligheden.

Kl. 8:40, 20 min. inden du mødte, afleverede jeg min søn til en stue uden en eneste voksen. Den ene voksne der var mødt, var ude på gangen for at hjælpe et barn. På stuen var der 11 børn, alene.

Maj måned, som du har oplevet, har budt på en unormal god normering på stuen. De er 'kun' 14 børn (4 er sendt i SFO) og som regel en pædagog, en medhjælper og en studerende.

Men her i juni rammer virkeligheden igen. De fire ledige pladser fyldes op og den pædagogstuderende skal ind og læse igen. Så vil virkeligheden være 18 børn, 1,5 pædagog og en medhjælper, og ingen af de voksne på fuldtid! Med den bemanding, vil det ALDRIG være muligt at leve op til BUPL’s anbefalede normering – 1 voksen pr. 6 børn! Det betyder konkret også, at hver mandag vil der kun være ÉN pædagog til min søn og de 17 andre børn, når de spiser frugt.

Hvad er din oplevelse efter en dag i Dalgården? Synes du, at vilkårene i dagtilbuddene giver gode udviklingsmuligheder for vores børn?

Publiceret 12 June 2019 19:00