DEBAT: "I stikker hovedet i buskene"

Bent Jensen, Nordvænget 18, Farum

En beboer (anonym) i Farum Midtpunkt sender, i forlængelse af andre et nødråb i forbindelse med hashsalget i området. Det storslåede råd til de anonyme beboere er, at I skal da bare sammen med alle øvrige beboere i KAB´s afdelinger, tippe det til kommunen og politiet. Kommunaldirektøren trænger vist til at komme ud i virkeligheden.

Vi, der sidder med mange års erfaring som beboer, lever i den virkelighed. Vi kender efterhånden bortforklaringerne, som møder de få, som tør træde frem. Vi har jo oplevet, hvor rigide klageadgangen er, og hvor håbløst og dybt bureaukratisk den er.

De ansvarlige er IKKE beboerne, som skal leve med enkelte familiers manglende socialadfærd. Hvor er politikerne? Hvor er KAB og boligbestyrelserne?

Var det ikke på tide, at det kommunale sociale apparat trådte i karakter? I burde kende de miljøer, som er aktuelle, det er jeres opgave, ikke beboernes. Vi er nødt til at have hovedet ude af busken. Var det ikke på tide, AT OGSÅ I FIK DET.

Publiceret 09 August 2019 00:00