"Jeg er rigtig ked af, at der kommer sådan en sag nu her (problemer med hash-handel, red.), hvor vi har så mange skibe i søen, og hvor det faktisk går bedre", siger Hans Laustsen, der er afdelingsformand i Farum Midtpunkt. Foto: Kristina Pihl
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Midtpunkts-formand: “Jeg er ked af den negative omtale”

I Farum Midtpunkt er der mange initiativer i gang for at gøre boligområdet til et trygt sted at bo. Derfor ærgrer formanden for Midtpunktet sig over de sidste dages negativ omtale.

Af Kristina Pihl
Det sker nu

Fra den 31. august og en gang om måneden fremover, holdes der 'åben biks', hvor alle kan deltage. Politiet, kommunen og boligselskabet, blokrådet deltager også. 
Det er her, man kan tale om de problemer, man oplever i Midtpunktet. 


I 38 år har formanden for Farum Midtpunkt, Hans Laustsen, boet i Midtpunktet. Han har i alle årene været glad for at bo i boligområdet, også selv om der altid har været problemer med unge, der har lavet kriminalitet og hærværk. De mange problemer har betydet, at Midtpunktet har forstærket samarbejdet med politiet og kommunen. Som noget nyt er der også blevet oprettet nye arbejdsgrupper med frivillige beboere, som skal være med til at skabe tryghed i området. Selv om Hans Lausten ikke mener, at bydelen kan komme alle problemerne til livs, håber han, at de mange nye tiltag kan være med til at mindske problemerne.

Læs også: Beboer: "Pushere kontrollerer Farum Midtpunkt"

“Jeg er rigtig ked af, at der kommer sådan en sag nu her (problemer med hash-handel, red.), hvor vi har så mange skibe i søen, og hvor det faktisk går bedre. Problemerne er her, og det vil de blive ved med. Jeg tror ikke, vi oplever en dag, hvor de bare forsvinder, men vi arbejder på, at det bliver bedre, end det er nu” fortæller han.

Problemer med de unge i Midtpunktet er ikke noget, der bare er kommet de seneste år. Det mener Berit Sandfelt, der har boet i Midtpunktet i 40 år.

“I alle 40 år har der været problemer med unge, der synes, at her er røvkedeligt, og det er ikke blevet bedre, det medgiver jeg. Men jeg elsker at bo her. Det har jeg gjort fra første dag, jeg flyttede ind. Lejlighederne er dejlige. Her er en fantastisk arkitektur, og så er der en stor mulighed for at få indflydelse på det, der sker her, hvor vi bor på grund af det særlige beboerdemokrati”, fortæller hun til Furesø Avis.

Fællesskab er vigtigt

For at mindske problemer med kriminalitet og utryghed i boligområdet afholdte Farum Midtpunkt i foråret forskellige møder, hvor beboerne kunne deltage. Den 12. juni blev der oprette fem nye arbejdsgrupper med frivillige beboere, der skulle være med til at skabe tryghed i området. Blandt de nye arbejdsgrupper blev der oprette en forældregruppe, som skal være med til at til skabe positiv voksenkontakt til de unge. Håbet med den nye forældregruppe er, at den kan være med til at give de unge, der begår kriminalitet og hærværk, en fællesskabsfølelse og ejerskab over Farum Midtpunkt. Det mener Hans Laustsen er en af løsningerne på problemet.

“De der vokser op her skal føle fællesskabet her, for jeg tror, at jo mere tilknytning man har til stedet, jo mindre ballade laver man. De skal lære, at det her er vores alle sammens”, lyder det fra Hans Laustsen.

Stærkt samarbejde

Der har i løbet af foråret også været et stærkt samarbejde mellem politiet, kommunen og Furesø Boligselskab, som ejer Farum Midtpunkt. Det tætte samarbejde finder blandt andet sted i et såkaldt strategiforum, hvor de tre parter er med til at udforme de politikker, der skal sættes i værk for skabe et trygt Farum Midtpunkt. De ideer der bliver vedtaget i Strategiforum bliver derefter sendt videre til et samarbejdsforum, hvor der deltager en SSP-konsultent og en forebyggelseskonsulent. De skal banke på beboernes døre for at gøre forældrene opmærksomme på, hvad deres børn render rundt og laver. Det er ifølge Hans Laustsen vigtig med den forebyggende indsats og den store beboerinddragelse, for han mener ikke, at politiet og kommunen kan løse problemerne i Farum Midtpunkt alene.

“Vi kan ikke få politiet ud til de sager, hvor folk føler sig truet. Politiet kan ikke rende rundt i gangstrøgene og løse de problemer. Hverken kommunen eller politiet kan skabe tryghed i et stort boligområde som det her. Det er kun, hvis vi selv er med, at problemer kan løses” fortæller han.

Publiceret: 11. August 2017 11:44

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere