Henrik Franck og Bjarne Hansen fra Ryttergårdsvej bruger hver over 80 timer på at gøre husene klar til jul. Foto: Kristina Pihl
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mød ægteparrene bag Furesøs mest juleudsmykkede forhaver

De to flotte juleudsmykkede huse på Ryttergårdsvej 115 og 117 er blevet noget af et tilløbsstykke i Furesø

Af Kristina Pihl

11 ud af årets 12 måneder ligner de to huse på Ryttergårdsvej 115 og 117 helt almindelige parcelhuse, men når kalenderen viser 1. søndag i advent (i år godt nok en uge før det, red.) forvandler husene sig til det rene juleparadis med blikende julelys i alverdens farver og former - og endda tilsat musik.

Det er ægteparrene Jane og Henrik Franck i nr. 115 og Bjarne Hansen og Käthe Søeballe i 117, der står bag den helt udsædvanlige juleudsmykning. I seks år har de fra den 1. søndag i advent og frem til helligetrekonger haft tændt for de imponerende julelyse i deres forhaver til stor glæde for de mange forbipasserende.

“Man ser folk kommer forbi med deres børn, så står de og sludrer om julepynten. De får simpelthen en historie ud af det. Forældrene siger jo, at deres børn er så trætte om morgenen, men når lysene bliver tændt herude, så vil alle ungerne op, når de skal ned til institutionerne, fordi de skal forbi og se lysene”, fortæller Bjarne.

Den flotte juleudsmykning er blevet så stort et tilløbsstykke. at besøgende kommer langvejsfra for at opleve de flot pyntede huse på Ryttergårdsvej.

Fik du læst: Flotte resultater til Furesø Taekwondo

”Der har været nogle forbi, der kom både fra Amager og Jægerspris, og mange her i byen kører lige en omvej, når de skal noget, for at komme forbi os og få et kig” fortæller Henrik, der også forklarer, at naboerne i år brød traditionen med at tænde julelysene den første søndag i advent.

“Den falder for sent, så vi tændte i stedet lysene den 26. november”, lyder det.

En venlig nabokrig

Det hele startede egentlig bare med de almindelige, små lyskæder i haven - helt ligesom de fleste andre husejere har. Men opsætningen af julelysene udviklede sig så småt til en venlig konkurrence mellem de to naboer - særligt Henrik og Bjarne - for seks år siden.

”Jeg var inspireret af et hus i Ganløse, som kørte julepynt i den helt store stil, og der tænkte jeg, at sådan noget kunne jeg da også lave. Det var egentlig noget, der startede sådan lidt sporadisk med lys hist og her, og da jeg så, at Henrik satte et 'God Jul'-skilt op på skuret, kørte den videre derfra”, fortæller Bjarne, mens Henrik supplerer:

”Når der er nabokrig, må man ikke gå ned på udstyr, så jeg købte en nisse, der var større end Bjarnes, så købte Bjarne et rensdyr, der var større end mit og omvendt, og så gik det bare helt amok”, lyder det fra de to naboer, der ikke er bange for at sende kærlig stikpiller i retning mod hinanden, når snakken falder på, hvem der har den flotteste udsmykning.

Fik du læst: Bølge af indbrud i Værløse

Selvom det var Henrik og Bjarne, der satte gang i den vilde udsmykning af deres forhaver, så skulle der ikke meget overtalelse til for få deres koner, Jane og Käthe med. Dog lyder aftalen, at det er mændene, der tager sig af julepynten udenfor, mens kvinderne står for julepynten indenfor.

Ligesom de to ægtepar er sammen om den vilde udsmykning af deres forhaver, er de også sammen, når de mange hundredetusinde lys skal tændes. Det er nemlig blevet en fast tradition, at naboparrene samles med deres børn og børnebørn til gløgg og æbleskiver, inden de sammen går ud og tænder lysene.

I seks år har ægteparrene Jane og Henrik Franck og Bjarne Hansen og Käthe Søeballe pyntet deres huse op med imponerende julepynt. Foto: Kristina Pihl
I seks år har ægteparrene Jane og Henrik Franck og Bjarne Hansen og Käthe Søeballe pyntet deres huse op med imponerende julepynt. Foto: Kristina Pihl

Tid og planlægning

Det tager tid, uendelig meget tid, at få så den vilde julepynt op. Henrik og Bjrane bruger hver især alle weekender i november

på at gøre klar til. Lidt hurtig hovedregning viser, at de hver især bruger minimum 80 timer hvert år på at sætte lysene op.Selvom der er en venlig konkurrence mellem de to naboer, understreger de også, at det er vigtig, at begge huse er pyntet op.

“Det, der er stærkt ved det hele, er, at vi er naboer, der ved siden af hinanden har pyntet vores hus så meget, for hver for sig ville det sikkert ikke se ud af særlig meget, men det at vi ligger i forlængelse af hinanden, gør oplevelsen større”, siger Bjarne.

Fik du læst: DR optager klassisk koncert I Galaksen

Udover oppyntningen bruger Henrik og Bjarne også meget tid på vedligeholdelse af julekæderne og ikke mindst planlægning af, hvordan næste års julehuse skal se ud. I de sene efterårsmåneder bliver der derfor tegnet skitser over forhaverne.

“Hver lørdag morgen sidder han og tegner. Han står ud af sengen, og så går han ind og tegner som noget af det første”, fortæller siger Henrik kone, Jane.

Nyheder hvert år

Selv efter seks år med imponerende julepynt er visionerne for, hvordan forhaverne på Ryttegårdsvej skal se ud, stadigvæk større. Det er vigtigt for Henrik og Bjarne, at der hvert år er en nyhed i juleudsmykningen.

I år har Bjarne sat to nye lystræer op, som han selv har bygget, ligesom han har lagt en 150 meter lang kæde med 1000 lys på taget, mens Henrik har et rensdyr og fugle i forhaven. Og der er en forventningens glæde fra de omkringboende over, hvad Henrik og Bjarne mon finder på, når julen nærmer sig.

”I løbet af sommeren kommer folk også og spørger, hvad for nogle nyheder, der kommer i år. De kommer og siger, at de glæder sig til jul, fordi de glæder sig til at følge med og se, hvad vi finder på”, fortæller Henrik.

De to naboer fortæller, at de også har fået mange breve fra glade børn og deres forældre, der takker for, at de er med til at sprede juleglæde og -stemning med deres imponerende juleoppyntning.

Fik du læst: DEBAT: "Hvad sker der på Hjortefarmen?" 

”Ideen startede fordi vi ville glæde alle børnene. Vi har mange skolebørn, børnehavebørn og fritidsklubber i nærheden, så at vi får så mange glade tilkendegivelser fra folk, er rigtig dejligt”, siger Käthe.

Ægteparrene er ikke i tvivl om, at de vil fortsætte med deres vilde julehuse de næste mange år frem - og det er kun fantasien, der sætter grænser.

“Vi har da også et håb om, at flere af vores naboer vil være med. Så kan vi gøre Ryttergårdsvej til en hel særlig julevej”, siger de.

Publiceret: 05. December 2017 11:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Furesø Avis