Efter nedsablingen af Malmö i sidste uge, var der lagt op til endnu et svenskeropgør mod Mjälby, der netop er rykket op i den bedste svenske række Allsvenskan. Svenskerne havde af kendte navne Tobias Grahn i truppen, og egentligt skulle den tidligere FCN-spiller Jukka Santala også have været med, men han er rejst hjem til Finland for at genstarte karrieren der. Morten Wieghorst havde skiftet lidt ud i forsvaret, hvor Mark Gundelach og Pierre Bengtsson spillede backs, mens Michael Parkhurst og Andreas Bjelland spillede i det centrale forsvar. Indledningsvis havde forsvaret lidt problemer, og det var også svenskerne der kom frem til kampens første store mulighed, da en Mjälby-spiller pludseligt var helt alene med Jesper Hansen. Her diskede den unge FCN-keeper dog op med en klasseredning. I den anden ende havde FCN også et par forsøg. Bedste mulighed i første halvleg var Matti Lund Nielsens hovedstødsforsøg, men det var som om han blev overrasket over, at indlægget nåede hele vejen frem til ham, så han fik ikke nok fart i afslutningen. De godt 100 fremmødte tilskuere måtte vente længe mellem snapsene på en råkold lørdag i Værløse. FCN fik aldrig for alvor gang i det fine pasningsspil, som var med til at klæde Malmö af med 6-0 i sidste uge. Nicki Bille havde bolden i kassen i anden halvleg, men hans scoring blev underkendt for off-side. Det var tydeligt, at FCN fortsat befinder sig i opstartsfasen, da kvaliteten af fodbolden svinger utroligt meget. Kampen sluttede uden scoringer, men på dagen var FCN var det stærkeste hold, som endda spillede en stor del af anden halvleg med 10 mand, da Bejram Fetai flækkede den ene støvle og måtte køre tilbage Farum for at hente sine reservestøvler.