Elisabeth Dalsgaard fra Swingtime i Farum er netop nu i Sydafrika for at uddanne fitnessinstruktører i Ballroom Fitness. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

Elisabeth Dalsgaard fra Swingtime i Farum er netop nu i Sydafrika for at uddanne fitnessinstruktører i Ballroom Fitness. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

Elisabeth Dalsgaard indtager Sydafrika

Elisabeth Dalsgaard fra Swingtime rejser snart til Sydafrika for at introducere en fitnesskæde for det særlige koncept Ballroom Fitness.Når hun vender hjem gælder det Furesøbad

Af
Helene Stolle

Det sidste halvandet år har Elisabeth Dalsgaard, der ejer Swingtime danseskolen, rejst rundt i verden med sit helt eget motionskoncept Ballroom Fitness. Og om et par uger er hun i Johannesburg i Sydafrika, hvor hun uddanner en række fitnessinstruktører.
"Jeg har allerede oplevet rigtig meget med mit motionskoncept, og jeg har været heldig at undervise flere steder i Europa. Men at jeg nu skal til Sydafrika er helt vildt", siger Elisabeth Dalsgaard med sit velkendte store smil.
Kontakten til det sydafrikanske blev etableret, da Elisabeth Dalsgaard tidligere i år underviste i Blackpool i England.
"Der blev jeg spottet af en herre, som er chef for en fitnesskæde med 42 centre, og nu skal jeg altså ned og undervise og inspirere alle deres instruktører på en stor convention. Jeg glæder mig som et lille barn", siger Elisabeth Dalsgaard.

Glemmer ikke Furesø

Selvom Elisabeth Dalsgaard har travlt udenlands, glemmer hun ikke sin hjemby, Furesø. Og flere af kommunens unge vil kunne opleve hende, når hun ved Furesøbad byder op til dans, inden sæsonen på danseskolerne for alvor går i gang mandag 27. august.
Det er unge fra danseskolen, der har søgt Furesø Kommunes Ungepulje. En pulje, der støtter tiltag for kommunens unge, og inspireret af sommerens populære Furesø Swing Gym aftener, skal der nu også bydes op til dans for de unge.
"Det bliver tre fredage, den 17, 24, og 31. august, og det kommer til at foregå ved Furesøbad, hvor Michael Olsen har lovet at hjælpe med opsætning af dansegulv og pavillon i tilfælde af dårligt vejr", fortæller Elisabeth Dalsgaard.

Alle unge er velkomne

Arrangementerne ved Furesøbad er for alle kommunens unge mellem 15-25 år, og det er en åben dansefest, hvor der fra kl.16-18 spilles musik og undervises i alt fra hip hop, zumba og breakdance.
"Det er både for piger og drenge, og jeg tror, det bliver rigtig sjovt", sige Elisabeth Dalsgaard.

Publiceret 08 August 2012 12:09

SENESTE TV