Farum-svømmere satte ny danmarksrekord

Det blev til seks guldmedaljer og fire sølvmedaljer til Farum Svømmeklub ved de danske kortbanemesterskaber

Af
Martin Warming

Martin Warming

De danske kortbanemesterskaber i svømning i Bellahøj Svømmestadion er netop overstået - og det blev med flere fantastiske resultater for Farum Svømmeklub.
Klubben fik hele seks guldmedaljer og fire sølvmedaljer med hjem efter fantastiske 4 dage i Bellahøj Svømmestadion, hvor klubben blandt andet slog den danske rekord i herrernes 4x50m fri holdkap, så den nu lyder på 1.28.43 og tilhører de fire svømmere 22-årige Niklas Hedegaard, 21-årige Anders Lie, 22-årige Anders Blume og 21-årige Frederik Siem Pedersen fra Farum Svømmeklub.
Senere på dagen red de samme fire svømmere videre på succesbølgen, da de fik en flot sølvmedalje i 4x100m medley.
Niklas Hedegaard var fuldstændig suveræn i finalen i 50m bryst, hvor han snuppede guldmedaljen efter et næsten perfekt løb. Han slog ind i tiden 27.63 kun 8/100 fra den danske rekord på distancen.
Niklas Hedegaard deltog senere i finalen i 100m bryst, og fik igen en formidabel tid, da han næsten ramte minuttet med 1.00.15. Det gav ham andenpladsen og dermed en sølvmedalje.
Anders Lie tog en førsteplads og altså guldmedaljen i finalen i 200m fri i tiden 1.45.84, hvilket er ny personlig rekord for Anders Lie og et rigtig godt rygstød frem mod verdensmesterskabet på kortbane i Istanbul i midten af december, hvor Anders Lie netop skal svømme denne distance.

Sølv til Farum Guns

De fire mandlige svømmere fik også en flot andenplads i herrernes 4x50m holdmedley, hvor Farum Guns igen leverede en pragtpræstation. Samlet tid blev 1.39.66, og afstanden til guldet var sølle 12/100 sekunder.
Derudover fik Niklas Hedegaard sølv i 100m medley, Anders Lie fik guld i 400m fri og Anders Blume fik guld i 50m fri.
Endelig var der også guld til Farum Svømmeklub i herrernes kongefinale i 4x100m fri. De fire svømmere kom ind 2,5 sekunder før nummer to og kunne dermed hjemføre et suverænt dansk mesterskab til klubben. Samlet tid 3.16.27 - en tid der kun er 85/100 fra den danske rekord på distancen.

Publiceret 03 December 2012 14:18

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV