Elisabeth Dalsgaard, indehaver af Swingtime, er meget stolt af sine dansere på de tre hold, der deltog ved DM i hiphop i Horsens. Arkivfoto.

Elisabeth Dalsgaard, indehaver af Swingtime, er meget stolt af sine dansere på de tre hold, der deltog ved DM i hiphop i Horsens. Arkivfoto.

Lokale dansere tog medaljer ved DM i hip hop

Ved Danmarksmesterskaberne i hiphop, der blev afviklet i Horsens, blev det til både sølv- og bronzemedaljer samt udtagelse til EM og VM

Danserne fra Swingtime har endnu engang bevist, at de hører til blandt landets bedste. Lørdag blev der afviklet DM i Hip Hop i Horsens, og tre hold stillede op fra den lokale danseskole. Holdene hev medaljer hjem, to af sølv og en bronzemedalje. Samtidig kvalificerede holdene sig til både EM og VM.
"Jeg er super stolt af vores dansere og ikke mindst instruktører. At komme hjem med tre medaljer, når man stiller op med tre hold, det er bare SÅ SEJT", siger Elisabeth Dalsgaard, der er indehaver af Swingtime.
"Danserne på juniorholdet er kun netop blevet juniorer aldersmæssigt, og derfor var bronze medaljen, og kvalifikation til EM og VM, ekstra flot. Danserne på holdet er juniordansere op til 4 år endnu", fortæller Elisabeth Dalsgaard.
Optræder på Bytorvet
De lokale dansere kan opleves på Farum Bytorv påskelørdag, den 30. marts, hvor de sammen med andre dansere fra Swingtime viser masser af forårsdans – og dermed også deres DM rutiner. Swingtime byder op til dans i anledning af påske og i anledning af de nye hold, der starter op på danseskolen lige efter påske.
"Interesserede kan passende komme forbi Bytorvet påskelørdag og se de forskellige stilarter og få en snak med os omkring vores forskellige hold", lyder det fra Elisabeth Dalsgaard.
Medaljetagerne vil også være at finde i Farum Arena til Swingtimes sommeropvisning 5. maj og endelig vil de være på Langelandsfestivalen til sommer.

Publiceret 17 March 2013 08:00

SENESTE TV