Mette Abildgaard (i midten) blev onsdag aften udpeget som folketingskandidat for De Konservative i Egedal og Furesø. Privatfoto.

Mette Abildgaard (i midten) blev onsdag aften udpeget som folketingskandidat for De Konservative i Egedal og Furesø. Privatfoto.

Mette Abildgaard er folketingskandidat for De Konservative

Onsdag aften blev Mette Abildgaard udpeget som konservativ folketingskandidat i Egedal-kredsen, der både dækker Egedal og Furesø

Onsdag aften dannede Skovhuset rammen for et opstillingsmøde hos De Konservative. Her blev Mette Abildgaard udpeget som folketingskandidat for Furesø og Egedal.
Mette Abildgaard, der i forvejen er opstillet i Rudersdalkredsen og Frederikssundkredsen, blev fornylig i en analyse fra Altinget udråbt som favorit til at vinde et konservativt mandat i Nordsjælland. En position der blot er styrket efter opstillingen i Egedal-kredsen.
"Jeg er enormt stolt og glad for også at blive kandidat i Egedal-kredsen. Mine muligheder for at blive valgt i Folketinget og gøre en forskel for samfundets allermest udsatte og slå et slag for vækst i Nordsjælland har aldrig været bedre," siger Mette Abildgaard.
I øjeblikket sidder Mette Abildgaard i Regionsrådet, hvor hun er leder af den konservative gruppe og formand for Kræftudvalget. En vigtig mærkesag for Mette Abildgaard, der i ti år har været frivillig kampagneleder i Kræftens Bekæmpelse. Men de lokale mærkesager ligger også Mette Abildgaard på sinde.
"Jeg er kommet i både Egedal og Furesø igennem mange år, og jeg kender til de lokale udfordringer med både udligning, grundskyld, og infrastruktur, hvor man har haft svært ved at råbe politikerne på Christiansborg op. Det vil jeg ændre på", lyder det fra Mette Abildgaard.
I Furesø Vælgerforening ser den lokale formand frem til samarbejdet med den nye folketingskandidat til valget, der skal afholdes senest den 14. september 2015.
"I Mette får vi en stærk kandidat, som allerede i dag markerer sig flot som konservativ leder i Region Hovedstaden. Hun repræsenterer den nye generation af konservative, som er klar til at komme i Folketinget og gøre en forskel", siger Lars Carstensen.
Mette Abildgaard arbejder til daglig med kommunikation på Betty Nansen Teatret og er 1. suppleant til Folketinget.
hhs

Publiceret 05 December 2014 09:35

SENESTE TV