Passionen for at tegne er blevet en hel livsstil for Barbara Kaad Ostenfeldt fra Værløse. Fra på søndag udstilles en række udvalgte værker fra hende i Paris. Privatfoto

Passionen for at tegne er blevet en hel livsstil for Barbara Kaad Ostenfeldt fra Værløse. Fra på søndag udstilles en række udvalgte værker fra hende i Paris. Privatfoto

Nu ryger Barbaras kunst til Paris

Hendes første udstilling var på væggene på en lokal restaurant i Værløse. Fra den 17. hænger hendes billeder på Le Galerie du Vert Galan i Paris

Af
Helene Stolle

Der er stort set altid et smil på læben af Barbara Kaad Ostenfeld fra Værløse. Men disse dage er smilet lidt større end almindeligt. Tre af hendes doodle-billeder er nemlig på vej til Paris.
"Jeg er meget spændt, for det er første gang, jeg udstiller uden for Danmarks grænser", siger Barabara og fortæller, at hendes billeder ikke er det, man ser mest af i kunstkredse. Hverken i Danmark eller udlandet.
Det seneste år har været lidt af en rejse for den lokale kunstner, der helt fra sine børneår har været bidt af at tegne og af kunst i det hele taget. Men at hun skulle gøre det til sin levevej, havde hun aldrig forestillet sig.
"Jeg lagde nok kreativiteten og det at skabe på hylden, da jeg voksede op, for jeg havde hele tiden i tankerne, at jeg skulle lave noget, som jeg kunne leve af", fortæller hun på én gang grinende og grædende - fordi kunsten betyder så meget for hende, at hun bliver rørt over pludselig at være blevet kunstner på fuld tid. Endda en efterspurgt en af slagsen, hvorfor hendes værker har været udstillet mange forskellige steder. Lige fra Furesø Steakhouse på Værløse Bymidte, hvor hun for første gang viste sine billeder frem over rådhuset i Egedal til Art Nordic 2016, der er skandinaviens største kunstmesse, og fra på søndag kan man så se nogle af hendes billeder i et galleri i Paris.
"Det er virkelig noget af en rejse, jeg har været på, og jeg er jublende lykkelig over, at mine tegninger vækker begejstring hos andre", fortæller hun.

Europæisk kunstnergruppe

Det er altså fra på søndag den 17. juli og frem til den 2. august, at udvalgte værker fra Barbara Kaad Ostenfeld udstilles i Le Galerie du Vert i Paris.
"Jeg udstiller sammen med den europæiske kunstnergruppe 'Salons Libres Européens"', der har eksisteret siden 2007. Gruppen består af omkring 80 kunstnere fra Europa, Kina, Amerika og Afrika, og vores mål er at promovere kunst i og udenfor Frankrig", lyder det fra Barbara, der også fortæller, at det er Francois Ferenc Jelena, der stiftede kunstnergruppen.
Barbara Kaad ostenfeld blev optaget i kunstnergruppen i forbindelse kunstmessen 'Art Nordic 2016' i Øksnehallen i april 2016.
Til september udstiller Barbara Kaad Ostenfeld i Berlin i Palast Galerie.
Læs mere om Barbara Kaad Ostenfeldt på bakaos,dk eller på Art by BAKAOS på Facebook.

Publiceret 14 July 2016 11:27